Trump siger, at tidligere præsidenter også vil have en mur – men nu har de alle nægtet

De tidligere præsidenter har betroet sig til Trump og sagt, at de også ønskede grænsemuren mod Mexico, har det lydt fra Trump. Men Jimmy Carter, George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama nægter alle at have haft en samtale med Trump om muren.

Foto: Kevin Lamarque

Flere af de tidligere præsidenter har fortalt USAs præsident, Donald Trump, at de også vil have hans lovede grænsemur mod Mexico.

Sådan lød det fredag, da præsidenten mødte pressen for at tale om budgetforhandlingerne, der er gået i hårdknude over finansieringen af netop Trumps grænsemur.

»Det her skulle være gjort af alle de præsidenter, der kom før mig,« sagde han i en tale ifølge The Washington Post og fortsatte:

»Og det ved de alle sammen. Nogle af dem har sagt til mig, at vi skulle have gjort det før.«

Men alle de tidligere præsidenter, som stadig er i live, nægter nu at have haft sådan en samtale med Trump, og flere af dem udtrykker modstand mod muren. Det gælder Jimmy Carter, George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama, skriver CBS News og Politico.

»Jeg har ikke diskuteret grænsemuren med præsident Trump, og jeg støtter ham ikke i sagen,« lyder det fra Jimmy Carter igennem den tidligere præsidents NGO, The Carter Center, på Twitter.

Barack Obama har lige siden Trumps valgkamp i 2016 været åbenlyst imod Trumps løfter om en grænsemur mod Mexico. I 2016 sagde han, at en »uendelig mur langs grænsen« modarbejdede USAs historie, som han mener, er skabt af migranter fra nær og fjern.

»Det er sådan, vi blev Amerika. Hvorfor skulle vi ville stoppe det nu?« sagde han dengang.

Siden Trumps kommentarer fredag har Obamas talsmand, Eric Schultz, udtalt, at intet har ændret sig for den tidligere præsident, hvad angår hans holdninger til Trumps grænsemur.

Selv om George W. Bush i sin tid som præsident også arbejdede for mere grænsesikkerhed og vedtog en lov om at opføre 700 kilometers hegn langs grænsen, afviser også hans talsmand, at Bush skulle have talt med Trump om muren. Det samme gælder Bill Clinton, hvis talsmand fortæller, at de to ikke har talt med hinanden siden Trumps indsættelse.

Ifølge The Washington Post har Donald Trump udtalt sig løgnagtigt, falsk eller misinformerende 7.600 gange, siden han blev indsat som præsident. Det har avisen fundet ud af ved at faktatjekke hans udtalelser.

De kollapsede budgetforhandlinger for 2019 har i snart tre uger betydet, at det amerikanske statsapparat har været delvist lukket – og knap 800.000 amerikanere har i den tid måttet gå uden løn.

Donald Trump vil have 5,7 milliarder dollar afsat til grænsemuren på næste års budget – og hvis han ikke får det, vil han ikke underskrive budgettet. Omvendt vil Demokraterne ikke vedtage et budget, hvor grænsemuren får et sådant beløb. Undervejs har Trump givet sig og sagt, at muren ikke behøver at være af beton, men snarere kan få lov til at være en stålbarriere. Han har dog ikke opgivet de 5,7 milliarder kroner.

Han har blandt andet udtalt, at han overvejer at indføre undtagelsestilstand i landet, hvis Demokraterne ikke giver sig. På den måde kan han bruge militærmidler til at bygge grænsemuren med, mener han. Det er Demokraterne imidlertid uenige i.

Tirsdag aften kl. 21 lokal tid – onsdag nat kl. 03.00 dansk tid – holder Trump tale for nationen om forhandlingerne og muren. Torsdag besøger han desuden grænsen.