Da den tidligere amerikanske præsident Donald Trump holdt vælgermøde i Robstown i Texas natten til søndag dansk tid, leverede han et dystert budskab.
I sin tale sammenlignede Trump blandt andet tilstrømningen af migranter til USA med en invaderende hær.
Det skriver det amerikanske nyhedsmagasin Time.
Trump indtog scenen i det sydlige Texas knap 200 kilometer fra grænsen til Mexico, mens han kastede sine karakteristiske røde Trump-kasketter ud til publikum.
Hurtigt efter at han var gået i gang, kom han med ildevarslende forudsigelser om migranter, som »invaderer« USA.
»Vi har migranter, som kommer ind i landet. De er ligesom en hær,« sagde han.
»De stormer vores land. De stormer vores grænser.«
Vælgermødet i Robstown kommer, kort tid efter at det amerikanske grænsepoliti i slutningen af september registrerede et rekordhøjt antal personer, der krydser grænsen til USA.
Mindre end tre uger før midtvejsvalget til Kongressen den 8. november har nylige meningsmålinger vist en voksende opbakning til øget grænsekontrol.
Vælgere med fokus på immigration har en tendens til at stemme republikansk. Det viser en måling foretaget af Pew Research Center i oktober, skriver Time.
Blandt registrerede vælgere, der vægter spørgsmålet om immigration som værende »meget vigtigt«, svarer 57 procent, at de vil stemme på en republikaner. 28 procent svarer, at de vil stemme på en demokrat.
På nationalt plan ligger immigration nummer fire på listen over de vigtigste emner for vælgerne. Før immigration kommer inflation, spørgsmål om valg og afstemninger samt kriminalitet.
På det seneste er Trump kommet med faretruende beskrivelser af landets tilstand, hvilket han ofte forbinder med præsident Joe Biden eller andre demokrater.
»Man kan ikke gå ned ad en gade i en demokratisk styret by uden at blive skudt, røvet eller stukket ned med en kniv, sagde han under et vælgermøde i Nevada tidligere i oktober.«
Det er fortsat uvist, om Donald Trump stiller op til præsidentvalget i USA i 2024.
/ritzau/