Trump i markant kursskifte om Khashoggi: Kronprins kan være involveret i »værste cover-up nogensinde«

For første gang i den tre uger lange sag om drabet på journalisten Jamal Khashoggi anerkender USAs præsident, at Saudi-Arabiens magtfulde kronprins, Mohammed bin Salman, kan være involveret.

Trump antyder for første gang, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, kan have været involveret i mordet på Khashoggi. Mandel Ngan

»Troværdig.« Sådan vurderede USAs præsident, Donald Trump, i søndags Saudi-Arabiens seneste forklaring om, at journalisten Jamal Khashoggi havde mistet livet på det saudiske konsultat i Istanbul som følge af håndgemæng i en tragisk ulykke, som det saudiske kongehus intet kendte til.

Men tirsdag aften lød der anderledes nye toner fra Trump:

I et interview med Wall Street Journal antydede præsidenten for første gang, at den magtfulde kronprins, Mohammed bin Salman, kan have været involveret i sagen.

»Prinsen er jo ham, der kører butikken derovre for tiden. Det er ham, der styrer tingene, så hvis nogen skulle være (involveret, red.) ville det være ham.«

Donald Trump forklarede, at han flere gange havde spurgt kronprinsen om hans viden om sagen, men at bin Salman havde nægtet al kendskab. Adspurgt om Trump troede på kronprinsen, holdt præsidenten ifølge Wall Street Journal en pause i et par sekunder, før han svarede:

»Jeg vil gerne tro på dem. Jeg vil virkelig gerne tro på dem.«

Historiens værste dækhistorie

Det markante kursskifte kom samme dag, som Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, leverede, hvad han sagde var »den nøgne sandhed« om Khashoggi-mordet.

Talen, der ikke rummede mange nye informationer, var en knusende afvisning af saudiernes hidtidige og skiftende forklaringer om, at drabet var sket som følge af en fejl. Ifølge Erdogan har den tyrkiske efterforskning klare beviser for, at der var tale om et »politisk bestilt mord«.

»Alle de ansvarlige – fra høj til lav – skal holdes ansvarlige,« sagde Erdogan uden dog i sin tale ved navn at nævne kronprins Mohammed bin Salman.

Da Donald Trump senere på dagen talte med journalister i Det Hvide Hus, sagde han om saudiernes forklaring, som han få dage forinden havde kaldt »troværdig«:

»De havde en virkelig dårlig idé til at starte med. Det var pauvert udført, og dækhistorien var et af de værste cover-ups nogensinde.«

Senere samme aften tilføjede han:

»De gjorde et dårligt stykke arbejde i udførelsen, og de gjorde et endnu dårligere stykke arbejde, da de skulle tale om eller dække over det.«