Trump har sendt hjælp til Boris Johnson: »Vi har kontaktet alle hans læger«

På sit daglige pressemøde mandag fortalte USAs præsident, Donald Trump, at han var klar til at hjælpe den britiske premierminister, der samme dag blev indlagt på intensivafdelingen i London med covid-19.

 
Boris Johnson er indlagt på intensiv med coronavirus. Video: Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Caroline Nørkjær Fold sammen
Læs mere

Donald Trump, vil hjælpe den britiske premierminister, Boris Johnson, som i aftes blev indlagt på en intensivafdeling i London med covid-19.

Det fortalte den amerikanske præsident på sit daglige pressemøde mandag. Derfor har han angiveligt sendt folk fra to førende amerikanske farmaceutvirksomheder til London, så Boris Johnson kan få adgang til de eksperimenterende behandlingsmetoder, de er ved at udvikle.

Det skriver The Guardian.

Præsidenten nævnte ikke navnene på virksomhederne, men han fortalte, at de »virkelig er nået langt med behandlingsmetoder« mod covid-19. Tidligere på dagen havde han et møde med de fire amerikanske biotek-virksomheder: Amgen, Genentech, Gilead og Regeneron.

»Vi har kontaktet alle Boris’ læger, og vi må vente og se, hvad der sker, men de (førende farmaceutvirksomheder, som er fløjet til London, red.) er klar til at gå i gang,« sagde præsidenten på pressemødet ifølge The Guardian.

»De har haft møder med lægerne, og vi får se, om det er en vej, de vil gå. Men når du er på intensiv, er det alvorligt. Så de er der, og de er klar.«

Præsident Trump har flere gange talt meget varmt for at bruge det gamle malariamiddel hydroxyklorokin i kampen mod covid-19, efter at små indledende forsøg har vist, at medicinen kan have en positiv effekt mod coronavirussen.

Fra hans egne sundhedsmyndigheder lyder det dog, at der ingen endegyldige beviser er for, at medicinen faktisk virker. Ikke desto mindre er det tilladt for amerikanske læger og hospitaler at ordinere medicinen til svært syge covid-19-patienter.

Om det også er den medicin, præsident Trump nu mener, at Boris Johnson skal have adgang til, er uklart. De fire virksomheder, han mødtes med tidligere på dagen, er alle i gang med testforsøg med forskellig eksperimenterende medicin imod coronavirussen. Det gælder ikke bare den gamle malariamedicin, men også gigt-, kræft-, og ebolamedicin.

Præsident Trump har mange gange kaldt Boris Johnson for sin ven, når han har omtalt ham på pressemøder, og de to bliver også anset for at være tætte allierede.

»Vi er meget kede af at høre, at han er kommet i intensivbehandling i eftermiddag, og amerikanerne beder alle for, at han kommer i bedring,« sagde Trump ifølge The Guardian på pressemødet:

»Han har været en virkelig god ven. Han har været noget helt specielt: stærk, resolut, vedholdende, og giver ikke op.«

Boris Johnson var stadig ved bevidsthed, da han blev indlagt på intensiv i aftes dansk tid, men lægerne blev bekymrede for, at hans tilstand blev værre. Han begyndte blandt andet at gispe efter vejret og måtte have iltbehandling, som Berlingske har beskrevet.

Mens han er indlagt overtager vicepremierminister Dominic Raab regeringsledelsen i Storbritannien.