Den amerikanske præsident, Donald Trump, har brandet sig selv som Mr. America, manden, der er mere amerikansk end nogen tidligere præsidenter, med undtagelse selvfølgelig af nationens oprindelige »fædre«, George Washington, John Adams, Thomas Jefferson og James Madison.

Men Trump er ikke længere Mr. America. Ord som »forræderisk« og »uamerikansk« fyger gennem luften, og de ord begynder at sætte sig ubehageligt fast. Og når først de gør det, er det næsten umuligt at slippe af med dem igen.

Derfor ser man, at selv hans faste støtter distancerer sig fra ham efter Trumps katastrofale møde med den russiske præsident, Vladimir Putin. Det er blandt andre hans tilhængere på TV-stationen Fox. Hans politiske kolleger i Kongressen og konservative republikanske grundtænkere er i chok og ryster på hovedet.

På mødet stod det lysende klart for mange amerikanere, at Trump underkastede sig en russisk præsident, som de fleste amerikanere anser for at være USAs fjende nummer 1. Det var ikke et »America First«, amerikanerne så, men en præsident, der ikke troede på USAs overherredømme i verden.

Underkastelsen

At underkaste sig et udenlandsk statsoverhoved er noget nær det nærmeste, man kommer landsforræderi i USA, hvor man tror på amerikansk »exceptionalisme«.

Ordet er umuligt for udlændinge at udtale, og de færreste uden for USA aner, hvad amerikanerne taler om, når exceptionalismen kommer op i en diskussion. Men især i konservative kredse er det et begreb, man taler om ved middagsbordet og der, hvor man ellers taler om USAs grundlæggende værdier.

Hvis man betvivler amerikansk exceptionalisme, så bliver man socialt udstødt. Det fandt den amerikanske præsident Barack Obama ud af. I sit første år som præsident gav han et interview med The Financial Times, hvor han kom for skade at mene, at det med amerikansk exceptionalisme var relativt. »Grækerne vil også mene, at de er exceptionelle,« som han filosofisk udtrykte det.

Trump har begået en »Obama«

Dermed var Obama i visse kredse en færdig mand, og Trump kan være lige så færdig, fordi han har brudt exceptionalismens første regel: Ingen ved siden af og slet ingen over USA. Det gælder i alle forhold og især udenrigspolitisk, hvor USA som militærmagt og med verdens største diplomatiske korps skal sikre, at USA aldrig bliver udfordret af nogen.

Trump har nu brudt magien omkring sit politiske brand »America First«, som er en udløber af denne tankegang om exceptionalismen. Han signalerede klart, at han stolede på det, Putin sagde, og så var det slut med Mr. America. Rusland var nu stormagten, og selv den russiske præsident og hans stab signalerede efter mødet, at Rusland nu havde indtaget landets retmæssige rolle som en stormagt ved siden af USA.

Opgaven for Rusland var ifølge Putin klar. »Rusland har som en stor atommagt et særligt ansvar for at opretholde international sikkerhed.« Det skulle have været Trumps replik, lød kritikken.

Hans tilhængere står nu i kø for at distancere sig fra ham, for ingen vil være i stue med en præsident, der ikke tror på USA.

Selv hans nærmeste støtte, republikaneren Newt Gingrich, som har skrevet bogen »Trump's America«, og som i årevis har været den person, der tolkede Trump, når han havde dummet sig – ofte med ordene »det, præsidenten mener, er« – måtte til twittertasterne.

Gingrich skrev, at Trumps optræden i Helsinki, hvor mødet med Putin fandt sted, »var den alvorligste fejltagelse i hans tid som præsident«.

Store ord fra en af de konservative republikanske støtter. Og resten af hans tilhængere var lige så hårde i mælet og stillede sig op i køen sammen med Trump-haderne både i det republikanske og det demokratiske parti.

Der har ikke været en større forbrødring mellem højre og venstre i amerikansk politik, siden den amerikanske præsident Richard Nixon blev smidt ud af Det Hvide Hus i 1974, lyder sammenligningen. Og det er en alvorlig sag.

Men kan Trump klare frisag?

Hans nærmeste rådgivere arbejder på højtryk og gennemlæser nøje det, han sagde på pressekonferencen i Helsinki, og sætter nye ord ind der, hvor det passer, og siger, at præsidenten glemte et ord som »ikke«.

Men demokraterne har fået en ny ammunition mod præsidenten og kan bruge det skyts, de konservative republikanere brugte mod Obama i sin tid, da de kaldte ham »uamerikansk«.

De vil nok ikke gå så langt som at påstå, at Trump slet ikke er født i USA, som de gjorde med Obama. Men de kan næsten sætte et scenarie op, der kan få folk til at tvivle på Trumps ægte tro på det unikke ved at være amerikaner.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent