Velkommen til.
Lad os starte på lidt nordligere breddegrader.
Fredag formiddag vil øjne og ører i regeringskontorer verden over være rettet mod Oslo.
Også hos os i »den fjerde statsmagt« vil vi kigge mod Oslo.
I USA, den vestlige verdens mægtigste og vigtigste land, vil der helt sikkert være nogle, som møder ekstra tidligt på arbejde. Måske allerede ved tre-fire-tiden om morgenen.
Det skyldes offentliggørelsen af Nobels Fredspris.
Årets vinder bliver offentliggjort mellem 11.30 og 12.00, eller mellem 05.30 og 06.00 Washington-tid, når formanden for den norske nobelkomité, Jørgen Watne Frydnes, træder frem i huset på Henrik Ibsensgade og proklamerer årets prismodtager.
Grunden til, at jeg nævner Washington-tiden her, skyldes Donald Trumps drøm om at blive tildelt den fornemste af alle priser.
En pris, som jeg ikke tror, at Trump får på fredag. Vil faktisk spise en tudsegammel Kvikk Lunsj, hvis det sker. (Flasker alt sig for Trump, har han en reel mulighed for at få prisen næste år).
Derfor er han for tidlig ude
Mit forslag til de stakkels medarbejdere i Det Hvide Hus er altså, at de godt kan sove lidt længere fredag morgen. De kan så vente på, at Trump får aktiveret sin Truth Social-konto og skælder ud over, at han ikke har fået prisen.
Som jeg ser det, så er der flere grunde til, at Trump ikke får prisen.
Konflikten. Israel-Gaza-konflikten er ikke løst. Der foregår forhandlinger i skrivende stund. Så selvom Trump er kommet noget længere end set i mange år, så tager forhandlinger om fred i Mellemøsten lang tid. En stor reel fredsaftale er muligvis ikke på plads inden fredag.
Fredsaftalerne. Trump har hjulpet en række fredsaftaler i mål, men det er sjældent hans fortjeneste, at forhandlingerne er startet. Han har dog været god til at stikke en afgørende fod frem i de allersidste sekunder.
Pral. Vi er her i Skandinavien ikke til fals for en pralhals som Trump. Vi er nok mere til en cool cat som Barack Obama, selvom det ikke gav mening, da han fik prisen i 2009.
Lavpraktik. Personer og organisationer skal indstilles senest med udgangen af januar i det pågældende år. Nobelkomitéen kan dog selv fremsætte indstillinger senere. Vi er simpelthen for sent ude her.
Jeg kunne dog godt tænke mig at dvæle lidt ved Obamas Nobelpris. Obama havde været præsident i knap ti måneder, da han fik prisen: »for sin ekstraordinære indsats for at styrke internationalt diplomati og samarbejde mellem folkeslag« og for at give os »håb om en bedre fremtid«.
Det virkede dengang, som om ikke mindst Obama selv var overrasket over prisen. Meget mening gav det i hvert fald ikke, også selvom 2009 var en helt anden tid.
Donald Trump har af samme årsag flere gange været efter Nobelkomitéen.
»Hvis jeg hed Obama, ville jeg have fået Nobelprisen på ti sekunder,« lød det sidste år, mens han under et møde med Benjamin Netanyahu i februar sagde:
»De vil aldrig give mig en Nobels Fredspris. (...) Jeg fortjener den, men de vil aldrig give den til mig.«
Så lad os få det overstået!
Man kunne jo godt få det sådan, at de jo bare kunne give ham den Nobelpris. Så vil det være overstået og vi kunne komme videre.
Problemet med Trump er bare, at det ikke virker, som om det vil gøre ham til en bedre, bredere, mildere og mere vidtfavnende præsident.
Til gengæld bliver det spændende at følge fredsforhandlingerne om Gaza. For hvis det lykkedes Trump at få en aftale i hus, så har vi set det endegyldige bevis på et geopolitisk paradigmeskift, hvor Trumps transaktionelle politik har slået den eksisterende regelbaseret verdensorden af pinden.
Vi er der ikke endnu, men i tilbageblikkets ulidelige klarsyn var pressemødet i Det Hvide Hus sidste mandag en opvisning i de nye tider.
Her præsenterede Trump sin 20-punkts plan for en fredsaftale med Benjamin Netanyahu ved sin side. Netanyahu lignede ifølge iagttagere en rystet mand ved pressemødet. Efterfølgende er det blandt andet kommet frem, at Netanyahu blev tvunget til at ringe op til Qatars premierminister og undskylde, at Israel havde bombet Hamas-folk i Qatar. Det lod ikke til at være Netanyahus kop te.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvem der mest modstræbende er blevet slæbt til forhandlingsbordet. Netanyahu eller Hamas?
Hvor Trump har godt fat i Netanyahu, så virker det, som om Saudi-Arabien og Qatar har godt fat i den tilbageværende Hamas-ledelse. Så mon ikke, at vi ser en form for fredsaftale inden længe.
Og så er vi fremme ved Nobelprisen igen. Ud over Obama har andre amerikanske præsidenter fået Nobelprisen. Jimmy Carter i 2002, mange år efter sin præsidentperiode, mens en af Trumps helte, Teddy Roosevelt, fik den i 1906 for at skabe fred mellem Rusland og Japan.
Til gengæld var Bill Clinton ikke med på holdet i 1994, da Yasser Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin fik prisen for: »deres indsats for at skabe fred i Mellemøsten«.
En norsk historiker foreslog forleden i en kronik i Aftenposten, at man også kunne lave en markering og undlade at uddele prisen i år. Det er sket seks gange siden 1945. Dog senest i 1972.
Jeg venter i spænding på, at det bliver fredag.
Tre korte til korrespondenten
Gunnar Willum, Berlingskes Mellemøstkorrespondent, er i øjeblikket i Israel for at dække toårsdagen for 7. oktober og de løbende fredsforhandlinger. Gunnar Willum har normalt base i Cairo, men har gennem årene boet en del steder i Mellemøsten.
Nu er det to år siden, at Hamas-terrorister og andre angreb Israel, og startede den nuværende Gaza-konflikt. Hvad har overrasket dig mest de seneste to år?
»Det, som har overrasket mig mest, er, at krigen stadig er i gang her to år efter. At den israelske hær ikke har været i stand til at nedkæmpe Hamas.«
»Israel er et lille land med en lille befolkning, hvis hær er afhængig af reserver, der indkaldes fra det civile liv. Derfor har Israel altid forsøgt sig med hurtige krige på et par uger. Det er Israels længste krig.«
»Jeg er også overrasket over i, hvor høj grad Israel har forspildt den enorme goodwill det havde i dagene og ugerne efter 7. oktober. Nu bliver landet anklaget for at begå folkemord. Ikke bare af internationale, men også af israelske eksperter. Det havde jeg aldrig forestillet mig ville ske.«
Du taler med folk, som oplever begge sider af krigen, men hvilken historie eller person har rørt dig mest de sidste to år?
»Historierne fra Kibbutz Beeri, som jeg har besøgt i flere omgange, har ramt mig mest. Når man kommer helt tæt på mennesker, som Nili Bar Sinai, og hører hende fortælle om hendes oplevelser 7. oktober, er det svært ikke at blive personligt berørt.«
Hvad har været mest frustrerende ved at dække konflikten?
»Det har helt klart været den manglende adgang til Gaza. Under tidligere krige i Gaza fik vi altid lov til at rejse ind, mens krigen pågik og beskrive den fra første hånd. Man oplever på egen krop, hvordan det føles at være under et luftangreb. Men man oplever også Hamas utrolige kynisme, når det handler om at affyre raketter fra civile områder.«
»At sidde og interviewe folk i Gaza fra et luftafkølet kontor i Cairo eller Tel Aviv, mens bomberne falder rundt om ørerne på dem, føles ofte lidt uvirkeligt.«
Andet fra vores pen
Berlingskes internationale korrespondent, Solveig Gram Jensen, havde i weekenden et interview med NATOs tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg. Det er spændende læsning om ti meget travle år, men i særdeleshed om krigen i Ukraine, og de udfordringer, som det har sat den vestlige forsvarsalliance i. Interviewet er lavet på engelsk, hvilket er faldet nogle for brystet, men som man siger på det moderne skandinaviske sprog engelsk: »Bite me.«
Frygten for Aleksandr Lukasjenkos styre i Belarus har fået demokratiforkæmpere fra landet til at bo i Danmark, hvor de føler sig i sikkerhed. Nu oplever belarusere i Danmark, at de ikke kan få et dansk fremmedpas, der sikrer dem lovlig ophold i Danmark, men at de kan blive tvunget til at rejse til Belarus, med stor fare for at blive smidt i fængsel, for at få deres pas fornyet. Problemet er ikke nyt, og regeringen lovede allerede sidste år, at løse det. Emil Rottbølls historie viser, at det ikke er sket.
Sidste uges topmøder i København smed muligvis ikke de hårdeste nyheder af sig, men lagde mere i kakkelovnen til EU-topmødet i slutningen af måneden. Dog vil jeg fremhæve denne analyse fra Julie Schneider og Simon Kruse, hvor vi kommer omkring Mette Frederiksen og Ursula von der Leyens planer.
Tak for denne gang. Skriv gerne med ris og ros til krpe@berlingske.dk. Jeg vil sætte stor pris på at høre fra jer.
