En af Berlingskes internationale korrespondenter har gennemført et interview med tidligere NATO-generalsekretær, den nuværende norske finansminister Jens Stoltenberg – på engelsk! Og hun er desværre ikke alene. Forud for det nylige norske valg interviewede TV 2 News en række nordmænd på gaden i Oslo, ligeledes på engelsk.

Hvorfor i alverden dog det? Stoltenberg – og givetvis også vælgerne på gaden i Oslo - taler et nydeligt bokmål, det norske hovedsprog, som er det sprog i verden, der er tættest beslægtet med dansk – ja, let kan siges at være en variant af dansk; stærkt præget af de 400 år, hvor Norge og Danmark var i personalunion, og hvor administrationssproget var dansk.