Det vakte opsigt da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale i Folketinget bekendtgjorde, at »om 17 år skal hver eneste nye bil i Danmark være en elbil eller anden form for nuludledningsbil.«
Med den udmelding fulgte det ambitiøse mål om, at der i 2030 vil være over én million hybrid- og elbiler i Danmark. Men spørger man transportforsker Niels Agerholm, der er professor ved Aalborg Universitet, så er det en let købt udmelding.
»Det er en gratis omgang. Helle Thorning-Schmidt sagde, at vi skulle have 500.000 el- og hybridbiler i 2020. Det kunne man godt se ikke holdt, så det gik man fra. Der er stadig under 10.000 rene elbiler i Danmark, så det er jo en billig omgang at sige, at der skal være en million i 2030, når man ikke selv nødvendigvis skal udføre opgaven.«
Der er i dag omtrent 13.000 el- og hybridbiler i Danmark, oplyser Dansk Elbil Alliance, som er en del af interesseorganisationen Dansk Energi. Det oplyste tal er dog svingende, da biler også videresælges ud af landet. Det vil sige, at regeringen agter at hæve antallet af miljøvenlige biler med 98,7 pct.
Vi kommer til at gå på kompromis med den grønne strømkilde
Ifølge trafikforskeren kan det stigningen elforbrug, man må formode følger med én million el- og hybridbiler, betyde, at vi skal ud og finde ekstra strømkilder.
»Det er rigtigt meget strøm, man skal ud at hente til de enkelte husstande. Når folk kommer hjem, skal de lade elbilen op, så den er klar til næste morgen samtidig med, at de skal lave aftensmad og vaske tøj og så videre. Det er dét tidpunkt, hvor der er rigtigt meget tryk på vores elforbrug i forvejen, så der bliver i hvert fald nogle udfordringer. Man kan nok godt nå at omstille sig på 12 år, hvis man investerer nok, men der skal hentes en forfærdelig masse strøm, og det bliver nok ikke grønt alt sammen, hvis vi ikke har vindmøller nok,« forklarer Niels Agerholm.
Det bliver en dårlig forretning for folk på landet
Men vil det sige, at det er komplet umuligt at realisere målet om at udskifte én million benzin- og dieselbiler med el- og hybrid inden 2030?
»Der skal virkelig bruges ressourcer på det,« siger Niels Agerholm med eftertryk. »Man kan speede processen en smule op ved at at øge vægtafgifterne på benzin- og dieselbiler, men hver gang man gør det, så rammer man jo folk, der er afhængige af deres bil. Det vil sige folk, der bor på landet. Det rammer socialt skævt, hvis man skruer op for skatterne.«
Selv om Niels Agerholm er opmærksom på, at fjernelse af afgifterne på el- og hybridbiler vil betyde, at staten mister over 50 mia. kroner årligt, så er hans bedste bud på at sætte skub i udskiftningen af grønne biler at holde afgifterne så lave, som staten har råd til, og så bruge ressourcer på at skabe den nødvendige infrastruktur til så mange elbiler.
Ifølge tal fra De Danske Bilimportører er der i dag over 2,5 mio. personbiler i Danmark. 99,6 pct. af disse er benzin- og dieselbiler.