Rokkende til et malaysisk militærorkester ankom Donald Trump forleden til Kuala Lumpur.
Trump er på sin første rundrejse i Sydøstasien i sin anden præsidentperiode.
En rejse, hvor han, i skrivende stund, allerede har taget æren for en fredsaftale mellem Thailand og Cambodja, mødt en kejser, adskillige præsidenter og har modtaget adskillige gaver – herunder en brugt golfkølle.
Alligevel venter vi på den store finale natten til torsdag, hvor det forventes, at Trump skal mødes med Kinas præsident, Xi Jinping, i Seoul.
Der er meget på spil.
Mødet mellem vor tids to vigtigste politikere kan komme til at vise retning for de næste mange års geopolitiske udvikling.
På papiret handler mødet om handelskrig, råstoffer, computerchip og straftold. Nogle af de vigtigste grundstoffer i kampen om den geopolitiske magt. Altså en kamp om penge og selvforståelse.
Men mest af alt kommer det til at handle om frygt.
Frygt for en ny verdensorden.
Frygten for at den amerikanske præsident overspiller sine kort.
Frygt for at Trump og Xi ikke formår at nå en form for forståelse.
Men også frygt for at de laver »The Great Bargain« – »den store handel«. Den vender vi tilbage til.
Ingen er efterhånden i tvivl om, at tiden, hvor USA var verdens herre og politibetjent, er ved at rinde ud. Kun glimtvis funkler pax americana, når Trump har fået nok af Putins af mærkværdigheder.
I den forgange weekend var det Singapores premierminister, Lawrence Wong, der satte ord på, hvad der sker. Bystaten Singapore, der indbyggermæssigt er på størrelse med Danmark, er et af verdens rigeste lande og har stærke forbindelser til både USA og Kina.
I et interview med Financial Times sagde Wong, at Kina ikke er i stand til eller villig til at erstatte USA som den dominerende kraft i det globale system.
»Det (Kina, red.) er stadig et mellemindkomstland med mange indenlandske udfordringer. Så der er endnu ingen ny global leder på vej frem, og vi er i denne meget uforudsigelige og rodede overgangsperiode,« lød det fra Wong, inden han fortsatte:
»Kinas fremgang har skabt stor uro i mange dele af verden, ikke kun fordi det er en fremadstormende magt af enorm skala, men fordi det er en magt med en anden økonomisk model og et andet politisk system.«
Den vigtigste samtale
Inden jeg skælder for meget ud over Trump, må jeg dog konstatere, at hans egne folk beskriver mødet torsdag morgen som den afgørende indikator for, hvordan hans rejse efterfølgende kan vurderes.
Trumps dagsorden i forhold til Xi-mødet omfatter blandt andet at sikre lettelser fra Kinas restriktioner på eksport af sjældne jordarters mineraler og afværge en total handelskrig med Beijing.
Fra amerikansk side er det også et umiddelbart et mål at overtale Kina til at genoptage deres køb af amerikanske sojabønner, som Beijing er holdt op med at købe – til stor fortvivlelse for amerikanske landmænd. En vigtig republikansk vælgergruppe.
Begge dele har amerikanerne signaleret, at der kommer nyt om.
Kinesisk selvindsigt
Lige siden Trumps første lille runde straftold mod Kina tilbage i 2018 har embedsmænd fra Beijing gentaget den samme påstand, skriver The Economist:
»Hvis I vil kæmpe, kæmper vi mod jer til det sidste. Hvis I vil tale, er vores dør vidt åben.«
Det lader dog til, at Kina har skiftet fokus. De er klar til kamp.
USA og Kina indledte deres mærkværdige form for reality-underholdning tilbage i april på Trumps »Liberation Day«, hvor Trump annoncerede USAs voldsomme stigning i toldsatser.
Et realityshow, hvor begge lande gentagne gange hævede barren, hvilket resulterede i toldsatser på over 100 procent. Det har fyldt meget.
Men betydelig vigtigere var Kinas beslutning om at begrænse eksporten af syv sjældne jordarter. Ofte metaller brugt i digitale produkter og magneter, der bruges i våben, biler og elektronik. Eksportører skulle have licens for at sende sjældne jordarter til udlandet – amerikanske købere blev udelukket.
Amerikanerne blev – med rette – sure, men det er Kina, der har overhånden her. Det bliver spændende at se på torsdag, om der kommer et reelt og brugbart kompromis om, hvordan man vil håndtere salget af sjældne jordarter.
Noget tyder på, at kineserne er gået med til at udskyde indførelsen af restriktionerne på sjældne jordarter et år.
Kina sidder på cirka 90 procent af den forarbejdede mængde af sjældne jordarter.
Det kan blive USA og Vestens allerstørste udfordring over tid – også om et år.
Samtidig er der også frygt for, at Trump og Xi laver »den store aftale«. Især her i Taiwan, hvor man frygter en kinesisk invasion af den lille østat. Men også Filippinerne og andre lande i det sydkinesiske hav vil have det stramt med at blive smidt helt eller delvist under bussen i en stor aftale.
1980erne har ringet
Trump og Xi kan virke som en uforenelig størrelse.
Trump og Putin. Uforenelige? Knap så meget.
Og hvad mener jeg så med det?
Som den danske ruslandsekspert Samuel Rachlin skrev i Berlingske forleden, så minder Trump og Putin om hinanden. De er rundet af den samme tid – og de samme fjendebilleder fra Den Kolde Krigs tid.
Der tegner sig et mønster af en amerikansk præsident, der lever i en fjern fortid – og former verden efter det. Frygten for atomtruslen fra øst. Frygten for Sovjetunionen og den altid nærværende terror i Mellemøsten.
Og vice versa med Putin som med den russiske selvforståelse i rygsækken ser USA, som den store fjende, der via NATO vil gøre en ende på Rusland. Derfor er Putin »tvunget« til at udvide Ruslands »naturlige« territorium. Til gengæld har Putin mere eller mindre pantsat sig til Kina.
Helt modsat kan man sige om Kina.
De lever både i fortiden, med hyldest af gamle dyder og en genopstået rød skole i Maos ånd, legemliggjort af Xi Jinping.
Men Kina har samtidig et politisk system, altså uden demokrati og frie valg, der gør dem i stand til at lægge planer langt ud i fremtiden.
Blandt andet derfor besidder Kina i dag 90 procent af de sjældne jordarter på verdensplan.
Det besluttede kineserne sig for at satse på allerede i Deng Xiaopings tid i starten af 1980erne.
Så på trods af reality-udfordringen med Trumps USA, kan jeg være bange for, at vi kigger ind i en rodet tid med kinesisk dominans på nogle områder, som vi ikke er vant til.
Xis Kina virker mere parat til 2025 og fremtiden end Trumps USA.
Tre korte til korrespondenten
Med så meget fokus på Asien er det nærliggende at vende blikket mod Berlingskes korrespondent i regionen, Alexander Sjöberg, der er bosat i Taipei, Taiwans hovedstad.
Hos dig i Taiwan, hvad taler de lokale mest om i forbindelse med Trumps besøg i Asien?
»Den ene dag raser Trump mod Taiwan, som han kræver betaling for beskyttelse, som var han en anden mafioso. Den næste påstår han, at øen har stjålet mikrochipindustrien fra USA. Mange er blevet stødt over den behandling.«
»Omvendt har Trump sagt, at Xi ikke vil røre Taiwan, så længe Trump er præsident, og hans stab maner til ro. Det sætter Taiwans regering pris på. Men Trumps tendens til at så tvivl nærer Kinas propaganda.«
Hvor galt kan det reelt gå? En ting er Taiwan, men hvad med resten af regionen, hvad er deres forventning til Trump?
»Trump-regeringens udenrigspolitiske sats er kampen om Stillehavet og opgøret med Kina. Men samme regering har fjernet midler fra Kina-kritiske initiativer, begrænset eksport af våben til Taiwan og ramt allierede med straftold. Svinkeærinder såsom bomber mod venezuelanske smuglere og iranske atomanlæg samt uro i forholdet til Kinas rival, Indien, lægger sig til.«
»Der mangler rent ud sagt fokus. Det gør der ikke hos den kinesiske ledelse. Og frygten er, at Trumps slingrekurs forsinker og forhindrer USA i at give Kina maksimal modstand.«
Og Xi – hvor groft har vi i Vesten undervurderet ham og det moderne Kina, som han i dag repræsenterer?
»I Vesten har vi svært ved at holde koncentrationen frem til næste valg. Og statsledere bliver udskiftet i ét væk. I Kina lægger man femårsplaner og har et hundredårsblik for øje. Det er en grundlæggende filosofisk forskel, der gør, at vi ikke forstår, hvor langsigtet Kina og Xi egentlig tænker.«
»Kina gik målrettet efter at få store besiddelser af strategiske jordarter i 1980erne. Det lod vi dem få, for så slap vi for det hårde arbejde og den forurenende industri, og samme mekanisme ses i et hav af sektorer. Nu kommer det tilbage og hjemsøger os.«
»Samtidig er der en farlig tendens til, at vi i Vesten tror, at vi altid vil være på toppen. Det har en snert af racisme over sig: Kina kan aldrig blive bedre end os, og en dag kollapser regimet. Måske. Måske ikke. Men den form for analyse er historieløs – og gør os dovne.«
Andet fra vores pen
Lad os fortsætte i Asien. Berlingskes Alexander Sjöberg har lige været i Sydkorea, hvor han har været på våbenmessen og har besøgt militærproducenter. Det er der kommet en overraskende og spændende artikel ud af, hvor du kommer med på tur i en haubits.
Berlingskes internationale korrespondent, Poul Høi, skriver videre om de udfordringer, som Storbritannien har med migration. Denne gang er han dykket ned i den skrækkelige sag fra Southport, hvor en ung mand med indvandrerbaggrund slog tre piger ihjel. Det viser sig nu, at en tidligere skoleleder for flere år siden advarede mod den unge mand, men at det blev affejet som racisme.
Emil Rottbøll, ruslandskorrespondent, har skrevet en analyse om Vladimir Putins udfordring med friske amerikanske sanktioner mod Ruslands salg af olie. Det er begyndt at gøre ondt i Moskva, mener han.
Tak for denne gang. Skriv gerne med ris og ros til krpe@berlingske.dk. Jeg vil sætte stor pris på at høre fra jer.
