To russere anholdt for at fotografere militære anlæg i Norge
Den norske efterretningstjeneste skal efterforske en sag, hvor to russiske statsborgere er blevet anholdt.
Den norske efterretningstjeneste skal efterforske en sag, hvor to russiske statsborgere er blevet anholdt.
To russiske statsborgere er blevet anholdt i Nordland i Norge mistænkt for at have fotograferet militære anlæg. Det skriver norsk TV 2.
De to russere blev anholdt lørdag. Ifølge tv-stationens oplysninger er de mistænkt for at have taget billeder med et kamera. Den oplysning er dog hverken be- eller afkræftet.
»Politiet i Nordland kan bekræfte, at to russiske statsborgere blev pågrebet i den nordlige del af fylket (amtet, red.) lørdag den 22. oktober,« siger anklager i Nordre Nordland Steffen Ravnåsen til TV 2 Norge.
»De to er sigtet for ulovlig fotografering og vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling mandag. Sagen bliver overført til PST og den videre opfølgning vil varetages herfra,« siger han.
PST – Politiets Sikkerhedstjeneste – er den norske pendant til Danmarks efterretningstjeneste PET.
De seneste uger er flere russiske statsborgere med droner blevet anholdt og varetægtsfængslet i Norge.
På grund af sanktioner i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine er det ikke tilladt for russiske statsborgere at flyve med droner på norsk territorium.
De fleste anholdelser er sket i den nordlige del af Norge.
I forrige uge overtog PST det nationale ansvar for at efterforske sagerne.
/ritzau/