Tidligere PET-chef så de digitale banditter slippe for straf: »Nu handler det om national sikkerhed«

Private oplysninger er blevet det mest eftertragtede rov for cyberkriminelle. De følsomme data kan i yderste konsekvens misbruges under et valg, siger dansk cyberchef.

»Hvis man har identiteten på de rigtige personer, så taler vi om en national sikkerhedstrussel,« siger cyberchef Troels Ørting Jørgensen om de seneste læk fra blandt andet Forsvaret.  LINDA KASTRUP

Blandt ofrene er tilfældige kunder, der har købt en elkedel i en dansk netbutik. Der er sagesløse borgere i Gladsaxe og Herning kommuner. Og senest er tusindvis af tidligere udsendte i det danske forsvar blevet ofre for tilsyneladende tyveri af den digitale tidsalders mest eftertragtede råvare: Personlige data.

Målet er dit pasnummer, dit CPR-nummer og de nubrede tal på dit kreditkort. Men også dit tre år gamle password, din fødeby eller navnene på dine familiemedlemmer kan blive en handelsvare.