En opsigtsvækkende sag er ved at udfolde sig i USA.

Linda Sun, en tidligere embedsmand i staten New York, som blandt andet arbejdede for nuværende guvernør Kathy Hochul, er tirsdag blevet arresteret og anklaget for at have fungeret som hemmelig agent for den kinesiske regering.

Det kan New Yorks statsadvokat berette, skriver flere amerikanske medier, herunder AP og CNN.

41-årige Linda Sun skulle på foranledning af kinesiske embedsmænd have blokeret for, at den taiwanske regering kunne få adgang til højtstående embedsmænd i New York.

Derudover skulle hun have forsøgt at skaffe »uautoriserede invitationsbreve« fra guvernørens kontor, som derefter blev brugt til at gøre det lettere for kinesiske embedsmænd fra regeringen at rejse ind i USA til møder med statslige embedsmænd i New York. De autoriserede breve indeholdt falske udsagn om immigrationsdokumenter, skriver CNN.

Og en sidste anklage lyder på, at Linda Sun skulle have forsøgt at facilitere en rejse til Kina for en højtstående politiker i New York.

FBI: Hun har truet vores lands sikkerhed

Linda Suns mand, Chris Hu, blev også arresteret tirsdag og anklaget for sammensværgelse om hvidvaskning af penge, sammensværgelse om at begå banksvindel og misbrug af identifikationsmetoder.

Som betaling til Linda Sun skulle den kinesiske regering have ydet økonomisk hjælp til Chris Hus forretninger og have tilbudt billetter til forestillinger med blandt andet kinesiske orkestre og balletgrupper, der lagde vejen forbi USA.

Det bliver sågar også beskrevet, at en kinesisk embedsmands personlige kok tilberedte »Nanjing-saltet and«, som blev leveret hjem til Linda Suns forældre.

»Den anklagede og hendes mand arbejdede faktisk for at fremme den kinesiske regering og det kinesiske kommunistpartis interesser, mens de så ud til at tjene New Yorks befolkning. Den ulovlige ordning berigede den anklagedes familie med millioner af dollar,« lyder det fra statsadvokat Breon Peace ifølge AP.

FBIs fungerende vicedirektør, Christie M. Curtis, tilføjer i en pressemeddelelse, at »Sun udnyttede sin indflydelsesrige position blandt lederne til i det skjulte at fremme Kinas og det kinesiske kommunistpartis dagsordener, hvilket direkte truede vores lands nationale sikkerhed.«

Blev fyret for »beviser for dårlig opførsel«

Linda Sun har arbejdet for staten i New York i omkring 15 år ifølge offentlige ansættelsesregistre og hendes LinkedIn-profil, skriver AP.

I 2012 blev Linda Sun ansat af den tidligere guvernør Andrew Cuomo, som udnævnte hende til direktør for asiatisk-amerikanske anliggender. Sun fik derefter en stilling som direktør for eksterne anliggender i Empire State Development, som står for den økonomiske udvikling i hele staten.

For den nuværende guvernør i New York, Kathy Hochul, nåede hun at blive vicestabschef og senere hen vicekommissær for strategisk forretningsudvikling i New Yorks beskæftigelsesministerium, inden hun blev fyret i 2023 for »beviser for dårlig opførsel« ifølge en talsmand for Hochuls kontor.

New Yorks guvernør, Kathy Hochul, er tidligere advokat og har siddet på posten for Demokraterne siden 2021.
New Yorks guvernør, Kathy Hochul, er tidligere advokat og har siddet på posten for Demokraterne siden 2021. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

Linda Sun og Chris Hu forventes at møde op i retten tirsdag eftermiddag amerikansk tid, lyder det fra en talsmand for den føderale amerikanske anklagers kontor i Brooklyn.

Det er foreløbig uvist, hvordan Linda Sun og Chris Hu forholder sig til anklagerne. AP har forsøgt at række ud til Linda Suns advokat, Seth DuCharme, men han er ikke vendt tilbage på mediets henvendelse.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.