Syriske kurdere indleder endeligt opgør mod IS-enklave

USA-støttet styrke er ved at rykke ind i det sidste område under Islamisk Stats kontrol i Deir al-Zor provins.

En soldat fra Syriens Demokratiske Styrker (SDF) går forbi butiksfacader, hvor der på arabisk står pas på snigskytten og kalifatet, i byen Hajin i Deir al-Zor provinsen, hvor SDF for to uger siden generobrede kontrollen fra Islamisk Stat. Delil Souleiman/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Syriens Demokratiske Styrker (SDF) har lørdag aften indledt det, som militsen betegner som det "endelige slag" mod Islamisk Stats sidste lomme i den østlige del af Syrien.

Det oplyser Mustafa Bali, der er talsmand for den overvejende kurdiske milits.

Målet er at fjerne "Daesh-terroristernes" militære tilstedeværelse, siger han med brug af en arabisk betegnelse for Islamisk Stat.

- Slaget vil blive indledt i aften, og dets mission er at fjerne den sidste rest af terrororganisationen, sagde Mustafa Bali tidligere lørdag.

Senere skrev han på Twitter, at angrebet var indledt, og at enklaven "vil være ryddet snart".

En højtstående repræsentant for SDF, Redur Xelil, siger, at han håber, at området vil være indtaget inden udgangen af måneden.

Men han advarer samtidig om, at Islamisk Stat fortsat vil udgøre en "stor og alvorlig" sikkerhedstrussel, selv efter det.

Over 20.000 civile er evakueret fra to landsbyer i området, oplyser Mustafa Bali. Slaget står i den østlige provins Deir al-Zor, der ligger tæt ved den irakiske grænse.

Den amerikanskledede koalition i Syrien har støttet SDF's indsats mod Islamisk Stat.

SDF indledte offensiven i dette område af Syrien i september. Siden da er hundredvis af krigere på begge sider blevet dræbt.

I sidste uge lød det fra den amerikanske regering, at Islamisk Stat ventes at miste sit sidste territorie inden for et par uger.

Islamisk Stat kontrollerer et stadig mindre område vest for floden Eufrat, hvor Syriens regering og dens allierede ellers har kontrol.

USA's præsident, Donald Trump, meddelte i december, at han trækker alle 2000 amerikanske soldater ud af Syrien. Begrundelsen er, at Islamisk Stat er stort set nedkæmpet.

Men en højtstående general sagde tirsdag, at gruppen fortsat vil udgøre en trussel efter USA's tilbagetrækning, og at den stadig har krigere, ledere og ressourcer til at fortsætte et væbnet oprør.

/ritzau/Reuters