Retssagen mod Sydkoreas tidligere præsident Park Geun-hye, der sidste år blev idømt 25 års fængsel, skal gå om.
Det har Sydkoreas højesteret torsdag besluttet.
Ekspræsidenten blev i april 2018 idømt 24 års fængsel for gennem flere år at have misbrugt sin magt og modtaget bestikkelse. Dommen blev senere udvidet med et år til i alt 25 års fængsel.
Men nu skal hendes sag altså tilbage i retssalen.
»Vi sender sagen tilbage til retten i Seoul,« siger dommer Kim Myeong-su.
Sydkoreas øverste domstol har vurderet, at der skulle have været forskellige afgørelser i anklagerne om bestikkelse.
Sagen mod Park Geun-hye varede i ti måneder og satte fokus på lyssky forbindelser mellem magtfulde selskaber og politikere i Sydkorea.
Ekspræsidenten og Choi Soon-sil, en af den tidligere præsidents nærmeste veninder, var anklaget for at modtage bestikkelse fra store virksomheder til gengæld for fordelagtig behandling.
I marts 2017 blev hun afsat af Sydkoreas forfatningsdomstol. Det skete som følge af sin rolle i den omfattende skandale, der sendte rystelser gennem toppen af landets erhvervsliv og politiske elite.
Sagen fik også stor opmærksomhed i Danmark
Her blev en 20-årig dressurrytter ved navn Chung Yoo-ra anholdt af politiet i Nordjylland den 1. januar 2017.
Det skete på baggrund af en international efterlysning via Interpol.
Chung Yoo-ra var anklaget for medvirken til omfattende økonomisk svindel og eksamenssnyd. Hun er datter af ekspræsidentens veninde Choi Soon-sil.
Choi Soon-sil blev i februar 2018 idømt 20 års fængsel ved retten i Seoul.
Hun blev fundet skyldig i sammen med den sydkoreanske ekspræsident at have presset millioner ud af kæmpevirksomheder som Samsung og Hyundai.
Park Geun-hye vandt præsidentvalget i Sydkorea. Hun blev landets første kvindelige præsident, da hun tiltrådte i 2013.
Hun blev erstattet af den nuværende sydkoreanske præsident, Moon Jae-in.
/ritzau/AFP