Tredje bølge af coronavirus vil ikke slippe sit tag i Sverige.
Vaccinationerne sikrer imidlertid, at færre mister livet med covid-19, men på de svenske intensivafdelinger fortsætter antallet af indlagte med at banke i vejret.
Der er på hospitalerne netop nu flere indlagte med covid-19, end der var på noget tidspunkt under den anden bølge, skriver nyhedsbureauet TT.
Og der er intet, der indikerer, at Sverige er ved at få bugt med situationen. Den seneste uge har Sverige således haft Europas højeste smittetal målt pr. indbygger.
De seneste dage er antallet af indlagte på intensivafdelingerne steget med 20 personer, således at i alt 416 personer nu er indlagt på en intensivafdeling.
»Det er ulige fordelt ud over landet, men nogle steder er situationen meget anstrengt, og vi kan endnu ikke se, at det begynder at gå nedad,« siger Johnny Hilgren, der er ansvarlig for den svenske registrering af intensivpatienter, til TT.
Han oplyser, at situationen er værst i det centrale Sverige: Uppsala, Dalarna og Gävleborg.
Antallet af indlagte på intensivafdelingerne har været stigende siden begyndelsen af marts, og sygehusene er hårdt belastede.
»Vi får oplysninger om, at personalet er ved at være meget presset,« forklarer Johnny Hilgren.
Der er dog endnu mange ledige senge på intensivafdelingerne.
Trods de rekordhøje smittetal i Sverige er dødstallene i Sverige i øjeblikket langtfra de højeste i Europa. Det skyldes ifølge statsepidemiolog Anders Tegnell, at man har vaccineret de ældste og mest sårbare først.
På de tidligere så ramt hårdt ramte svenske plejehjem bliver der nu kun registreret meget få dødsfald.
Et overvejende flertal af de indlagte, der modtager intensivbehandling, er mænd – gennemsnitsalderen er 63 år.
Johnny Hilgren bemærker, at man sidste år skulle et godt stykke ind i sommeren, før antallet af indlagte på intensivafdelinger for alvor begyndte at falde. Han frygter en gentagelse af situationen.
»Usikkerheden er stor, men forhåbentlig har tredje bølge toppet, men vi ved det ikke.«
I alt har 13.788 personer mistet livet med covid-19 i Sverige. Målt pr. indbygger er det omtrent tre gange så mange som i Danmark og ti gange så mange som i Norge.