Et år med corona: Så mange overlevede blandt de sygeste patienter

En massiv tilførsel af ressourcer har givet resultat. Rigtig mange kritisk syge covid-19-patienter – og flere end i andre lande – er blevet reddet på landets intensivafdelinger, viser ny rapport. De ældste og patienter med kroniske sygdomme har størst risiko for at dø, men en fjerdedel af de indlagte har været helt raske, før de blev ramt så hårdt, at de endte på en intensivafdeling.

Op imod 1.200 danskere har været ramt så hårdt af coronavirus, at de har været i livsfare og måttet have hjælp på hospitalernes intensivafdelinger for de sygeste af de sygeste patienter.

Men de enorme ressourcer, der har været sat af til at hjælpe dem, har bidraget til, at dødeligheden har været relativt lav sammenlignet med andre lande, fremgår det af en ny rapport.