Svenske toldere har siden september sidste år beslaglagt 1,3 ton kokain fra Helsingborg Havn.

Det oplyser det svenske toldvæsen på et pressemøde fredag, skriver det svenske medie SVT.

Beslaglæggelserne er »helt uden fortilfælde i svensk kriminalhistorie« ifølge Magnus Pettersson, der er anklager ved den nationale enhed mod international og organiseret kriminalitet.

Havnen i Helsingborg anses for at have udviklet sig til et knudepunkt for smugling af kokain fra Sydamerika til hele Europa.

I april fandt toldere 460 kilo kokain i to containere i havnen i Helsingborg i det sydlige Sverige.

Det var et af de hidtil største fund af kokain, der var gjort i Sverige.

Den store mængde narkotika havde en værdi af over én milliard svenske kroner på gadeplan, skrev det svenske nyhedsbureau TT.

Det svarer til over 660 millioner danske kroner.

Magnus Pettersson påpeger, at kontrollen af containere i havnen ikke er høj nok. Det betyder, at kokainen »flyder frit både ud og i havnen«, siger han på pressemødet fredag ifølge SVT.

Han mener, at hver eneste container, der passerer havnen, fremadrettet skal tjekkes.

Kokainen smugles ofte i forsendelser med frugt og grøntsager fra Sydamerika, især i beholdere med bananer.

Indsmuglingen udføres dels af svenske kriminelle netværk, men også af internationale kriminelle organisationer.

Myndighederne har tidligere advaret om, at Sverige nu er en af hoveddestinationerne i Europa for kokain, der smugles ind fra Sydamerika.

I Sverige stoppede tolden sidste år i alt 822 kilo kokain i Helsingborgs havn og andre havne. Det er tre gange så meget som året inden.

Efter cannabis er kokain det mest brugte illegale stof i Europa.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.