Da ilten ikke virkede i 8.000 meters højde, blev 26-årige Emma bange: »Jeg nåede at tænke fuck«

Emma Østergaard har trænet benhårdt i tre år for at bestige verdens højeste bjerg. Turen alene har kostet mere end 600.000 kroner, og på vejen så hun med egne øjne, hvad der ligger bag Everests dødsstatistik.

Da Emma Østergaard tager det sidste skridt og når toppen af Mount Everest, har hun lyst til at græde af glæde.

Men selvom tårerne presser sig på, kommer der intet ud, for det er svært at græde, når man ikke har ilt nok. Og det har man ikke, når man befinder sig 8.848 meter over havets overflade.