Svensk politi under angreb, og tyskerne vil have forbud: Fyrværkeri er til voldsom debat i hele Europa

Sammenlignet med vores nabolande er de danske fyrværkeriregler ganske lempelige. I Tyskland forbydes fyrværkeri nu i flere byer – med folkelig opbakning. I Sverige kræver affyring af raketter særlig tilladelse.

I Holland må forbrugerne kun købe fyrværkeri på årets tre sidste dage. Hollænderne må maksimalt købe ti kilo per person. KOEN VAN WEEL

Søndag aften blev en bil sat i brand i et belastet boligområde i den svenske by Kristianstad. Da politiet dukkede op for at se nærmere på episoden, blev betjentene beskudt med fyrværkeri af en gruppe unge mænd.

Også i Helsingborg blev politiet angrebet med bomberør og raketter samme aften. Det skete, selv om Sverige har strammet reglerne for fyrværkeri. Nu kræver det særlig tilladelse og et kursus, før svenskerne lovligt kan sætte ild til lunten på nytårsraketter.

Det er ikke kun i Danmark, at optøjer med fyrværkeri har skabt stor debat. Rundt om i Europa har gadekampe ført til strammere fyrværkeriregler og fornyede diskussioner om, hvorvidt krudtet skal forbydes.

Her er en kort europæisk rundtur.

Sverige

Igen i år har der været flere episoder, hvor svensk politi er blevet hindret i at udføre deres arbejde af unge, som har angrebet betjente med fyrværkeri.

Blandt andet derfor har Sverige i sommer strammet lovgivningen. Det er ikke længere tilladt at fyre nytårsraketter af med mindre, at man har en særlig tilladelse og har taget en godkendt uddannelse i at håndtere raketterne. Brud på loven kan give bøde eller fængsel op til tre år. Andet fyrværkeri kan fortsat bruges af alle.

Angreb på politiets eller redningsfolks arbejde kan fremover give op til fire års fængsel – særlig grov sabotage, der er til fare for personalets liv, kan give op til livstid. Stramningen træder i kraft ved årsskiftet.

I Sverige er det som udgangspunkt forbudt at anvende fyrværkeri på andre tidspunkter end nytårsaften, påskeaften og i forbindelse med valghandlinger.

Tyskland

I Tyskland har flere byer i år gjort det ulovligt at affyre fyrværkeri i enkelte bydele. I Berlin skyldtes beslutningen blandt andet, at der tidligere år opstod »gadekampe,« hvor grupperinger har skudt fyrværkeri mod hinanden. Også i blandt andet Hannover og Hamborg er det nu ulovligt at antænde fyrværkeri i nogle dele af byerne.

En nylig meningsmåling foretaget af Redaktionsnetzwerk Deutschland viser, at 57 procent af de tyske respondenter ønsker at forbyde de såkaldte böller – kanonsslag og andet larmende fyrværkeri – nytårsaften. 36 procent ønsker at beholde reglerne, som de er i dag.

I Berlins lokale parlament er det blevet diskuteret, hvorvidt fyrværkeri helt skal forbydes, men indtil videre nøjes man med at forbyde anvendelse i enkelte områder af byen.

»Vi ønsker ikke at spolere folks fest, men disse krigslignende scener nytårsaften kan ikke få lov at fortsætte,« sagde SPD-politikeren Jörg Strodter til The Guardian sidste år.

Tyskerne må først anvende fyrværkeri nytårsaften klokken 18, og affyringen skal indstilles 1. januar klokken 7.

Storbritannien

I Storbritannien er det forbudt at tænde fyrværkeri i offentligheden uden særlig tilladelse. Det skal foregå i egen have.

I forbindelse med Guy Fawkes Night 5. november blev politiet angrebet med fyrværkeri under mindre optøjer i byerne Leeds og Dewsbury.

En underskriftindsamling om udelukkende at tillade fyrværkeri i forbindelse med nytårsaften, Guy Fawkes Night, kinesisk nytår og Diwali har fået 600.000 underskrifter. Her ønskes forbuddet med begrundelse i, at fyrværkeriet gør skade på hunde og andre kæledyr.

Holland

I Holland er det kun tilladt for almindelige forbrugere at affyre fyrværkeri i et ganske kort tidsrum: Fra klokken 18 nytårsaften til klokken 02 om natten 1. januar.

Fyrværkeriet sælges kun på årets tre sidste dage.

I 2000 eksploderede et stort fyrværkeridepot i den hollandske by Enschede. 23 mennesker mistede livet, knap 1.000 blev såret, og siden er fyrværkerireglerne blevet skærpet markant. I årevis har hollænderne diskuteret et totalt forbud mod fyrværkeri.

Kilder: The Guardian, BBC, Pyroteknik.dk, The Independent, Thelocal.de