Svensk opposition stiller nyt krav til regeringen: »Luk grænsen for danske turister«

Moderaterna i Sverige vil have grænsen mod Danmark lukket. Kravet kommer, efter en ny og særlig smitsom mutation af covid-19 er fundet i Danmark. Statsminister Stefan Löfven følger udviklingen »meget nøje«.

Ulf Kristersson, partilederen for det konservative oppositionsparti, Moderaterna, vil have Sveriges grænse til Danmark lukket, efter at en ny og muligvis særlig smitsom virusmutation er fundet i Nordjylland og i Storkøbenhavn. Janerik Henriksson/Ritzau Scanpix

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, har allerede annonceret, at Sverige, ligesom en række andre lande, ønsker at lukke grænserne indrejsende fra Storbritannien, efter at en ny og særlig smitsom muteret variant af covid-19 er begyndt at sprede sig i det sydlige England.

Tiltaget rækker dog ikke, hvis man spørger det borgerlige oppositionsparti Moderaterna. I Danmark er der fundet ti tilfælde af den muterede virus, og derfor bør grænserne til Sverige lukkes for danske turister.

Sådan skriver Moderaternas partileder, Ulf Kristersson, på Facebook mandag formiddag:

»Næste skridt må være at lukke grænsen til Danmark midlertidigt for danskere, der er turister, køber ind og hygger sig i Sverige. Dette er især vigtigt i jule- og nytårsweekenderne,« skriver han.

Det var Moderaternas ordfører i Skåne, Carl-Johan Sonesson, der først foreslog at lukke grænsen til Danmark. Lukningen er nødvendig, argumenterede han over for SVT, såfremt Sverige skal »holde den nye og farligere virus på afstand.«

Ulf Kristersson opfordrer i øvrigt den svenske regering til »straks at indberette de forholdsregler, der skal til, for at forhindre, at den nye variant spredes i Sverige,« skriver han på Facebook:

»Fejlene fra foråret må ikke gentages.«

Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, holder meget nøje øje med udviklingen i Danmark, fortæller han, efter en ny og særligt smitsom variant af covid-19 er fundet her. Oppositionen kræver grænsen lukket. 10070 Jessica Gow/TT

Löfven følger udviklingen »meget nøje«

Den socialdemokratiske statsminister har allerede meddelt, at han ønsker at lukke grænserne for rejsende til og fra Storbritannien.

Mens et sådan rejseforbud allerede er trådt i kraft i en række andre lande – heriblandt Danmark, Finland, Norge, Holland, Frankrig og Tyskland – må Sverige vente lidt endnu.

Mandag forklarede statsministeren til svensk P3, at et forbud er på vej, og at det skal gå hurtigt.

»Men vi bliver nødt til at håndtere det ifølge loven. Vi arbejder så hurtigt, vi kan,« lød det fra statsministeren.

Stefan Löfven forklarede i samme ombæring, at den svenske regering holder øje med udviklingen i Danmark, efter at virusmutationen er blevet opdaget her, men at der endnu ikke er truffet nogen beslutning om en eventuel grænselukning i forhold til Danmark.

»Vi følger det meget nøje og er forberedte på at tage de forholdsregler, det kræver,« sagde statsministeren mandag morgen til svensk P3.

Meget smitsom

Den nye virusmutation, som altså hovedsageligt er blevet lokaliseret i det sydlige England, menes at være op til 70 procent mere smitsom end hidtidige udgaver af virussen. Den menes dog ikke at være farligere eller mere dødelig end den variant, vi allerede kender.

Virusmutationen vil ifølge eksperter, som Berlingske har talt med, formentlig heller ikke mindske effekten af vacciner.

Også på den baggrund er eksperter, som Berlingske har talt med, ikke voldsomt bekymrede over den nye mutation.

Ifølge Statens Serum Institut (SSI) udgør den nye variant af virussen ikke en større risiko for folkesundheden, og der er ifølge SSI endnu ikke tegn på, at den skulle være mere smitsom end hidtidige udgaver af virussen i Danmark.

Der er fundet ti tilfælde af virussen fra 14. november til 3. december i Nordjylland og i Storkøbenhavn, skriver Ritzau. Det reelle tal kan dog være fire til fem gange højere, idet SSI kun tester en andel af de positive coronaprøver for andre varianter.

Der forventes at være flere smittetilfælde blandt nære kontakter til dem, der er smittede med den nye variant, skriver Ritzau.