Eksperter er ikke videre bekymrede over ny virusvariant: »Men det er selvfølgelig bekymrende, at den smitter mere«

En ny virusvariant er fundet i Storbritannien og nu også i Danmark. Berlingske har talt med tre eksperter, der dog foreløbigt ikke mener, at der er grund til stor bekymring.

På et pressemøde lørdag meddelte den britiske regering, at den indfører skærpede restriktioner i det sydlige England, herunder i London. Premierminister Boris Johnson oplyste, at en ny virusvariant kan være 70 procent mere smitsom end kendte varianter. Varianten er også konstateret i Danmark. På billedet ses Carnaby Street i London. Neil Hall/Ritzau Scanpix

En ny variant af coronavirus med navnet N501Y, der angiveligt er mere smitsom, bør på det nuværende grundlag ikke give anledning til stor bekymring.

Det mener flere eksperter, som Berlingske har talt med.

»Men selvfølgelig er det bekymrende, at den smitter mere,« siger Trine Mogensen, der er professor på Aarhus Universitet ved Institut for Biomedicin, hvor hun forsker i blandt andet immunrespons mod coronavirus.

Ni tilfælde af virusvarianten er konstateret i Danmark mellem 14. november og 3. december, skrev Statens Serum Institut onsdag.

Lørdag holdt den britiske regering pressemøde, efter at der er konstateret et stort antal tilfælde af den nye variant i og omkring London. Forskerne har fundet frem til, at varianten skulle være mere smitsom. Premierminister Boris Johnson oplyste lørdag, at virusvarianten kan være 70 procent mere smitsom end andre varianter af coronavirus, men understregede, at der er usikkerhed forbundet med vurderingen.

Den nye variant udgjorde for en måned siden hvert fjerde nye konstaterede tilfælde af smitte i London – i dag er tallet over 60 procent, oplyser den britiske regerings coronarådgiver, Patrick Vallance.

Udviklingen har fået den britiske regering til at indføre skærpede restriktioner i og omkring London, hvor man nu går fra kriseniveau tre til niveau fire.

Sværere at få bragt smittetallene ned

Professor Trine Mogensen hæfter sig i høj grad ved, at virusvarianten ifølge de nuværende meldinger ikke medfører et mere aggressivt sygdomsforløb, og at virusvarianten ikke skulle mindske effekten af vacciner. Voldsomt bekymret er hun derfor ikke.

»Det er endnu en uheldig og komplicerende faktor, der gør det sværere at få smittetallene bragt ned. Jeg tror dog ikke, at det bliver et kæmpe problem, der fundamentalt vil ændre på tingene, selvom det selvfølgelig bliver sværere at bekæmpe virussen lokalt de steder, hvor varianten er,« siger hun.

Det er ikke uventet, at en virusstamme får nye grene på stammen over tid, påpeger de eksperter, Berlingske har talt med. Stammen har ni genetiske ændringer i det såkaldte spikeprotein, skrev Statens Serum Institut torsdag.

Når det er blevet nævnt, at dødeligheden ikke er højere, betyder det efter alt at dømme, at dødsrisikoen for den enkelte smittede ikke er højere. Det handler ikke om det samlede antal af døde.

Hvis disse tal er korrekte, og at virusvarianten altså er mere smitsom, så medfører det vel også, at flere vil få sygdommen og vil dø af den?
»Det er rigtigt. På den måde er det bekymrende,« siger Trine Mogensen.

Den britiske regering meddelte lørdag, at den nye variant udgjorde hvert fjerde nye tilfælde af smitte i London, og at den i dag udgør over 60 procent. Det lyder, som om den spreder sig med voldsom hast?
»Hvis varianten har den egenskab, er det den variant, der vil blive dominerende mange, mange steder. Det kan man godt frygte,« siger professoren.

Virussen kan blive mindre farlig

Berlingske har talt med to andre eksperter, der heller ikke er voldsomt bekymrede over den nye variant. De forklarer dog, at de har vanskeligt ved at vurdere dette, fordi mængden af offentligt tilgængeligt videnskabeligt materiale er sparsom.

»Jeg vil foreløbigt tage det stille og roligt, men selvfølgelig er det vigtigt, at vi monitorerer det,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi på Københavns Universitet.

»Der er en generel mangel på viden om, hvad den nye variant indebærer, og jeg har endnu ikke set videnskabelige data. Noget tyder dog på, at den er mere smitsom i eksperimentelle modeller og måske også i musemodeller, men det er på et meget løst grundlag. Jeg kan endnu ikke gennemskue, hvordan de kommer frem til, at den skulle være 70 procent mere smitsom,« siger Allan Randrup Thomsen.

Selv hvis virussen reelt er 70 procent mere smitsom, er det ikke nødvendigvis noget større problem, for der er grund til at tro, at der også er positive sideeffekter, forklarer han.

»Normalt, når en virus bliver mere smitsom, sker der ofte samtidig det, at den bliver mindre sygdomsfremkaldende,« forklarer Allan Randrup Thomsen.

Heller ikke Rune Hartmann, der er professor på Aarhus Universitet ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik, mener, at almindelige danskere bør gå rundt og være bekymrede.

»Vi følger udviklingen med interesse og let bekymring. Der er grund til at gøre en masse for at få både nye og kendte varianter under kontrol. Man har i England dog nok skullet indføre denne lockdown alligevel, fordi spredningen med de kendte varianter er så alvorlig,« siger Rune Hartmann.

Berlingske har søndag været i kontakt med Statens Serum Institut, der foreløbig ikke kan levere et nyere tal for, hvor mange danskere ud over de ni kendte tilfælde der er smittet med den nye virusvariant.