Dimitris er døbt et drengenavn og har en mandekrop. Men hun har altid vidst, at hun var en pige.
Hun slentrer rundt i den lille fiskerby Skala Sikamnia på Lesbos i en nedringet pink kjole, hvor hårene på brystkassen titter frem under perlehalskæden, og på de store fødder er svøbt et par elegante, pink ballerinasko. Det er her, hun promenerer på sin faste runde rundt i byen hver eneste dag, og det er her, jeg finder hende. Hun er en legende på øen. Men ikke på den gode måde.
Alle ved, hvem hun er. »Ham den sindssyge mand i kvindetøj« er betegnelsen, man oftest hører. Politisk korrekt oversat: Lesbos’ eneste transeksuelle.
Hun inviterer Berlingske hjem til sig, så hun kan vise rundt og fortælle sin historie. På terrassen sidder en mand i mandetøj. »Det er min bror,« siger hun og forklarer, at han er den eneste af seks søskende, som hun stadig ser. Resten kan, ligesom det meste af øen, ikke acceptere hende, som hun er.
Dimitris taler som et vandfald. Når hun først begynder på sin historie, kan hun ikke stoppe igen. Det er ikke så ofte, hun får mulighed for at fortælle den, forklarer hun. For ingen vil være venner med hende i byen. Hun ser kun sin bror, når han besøger hende engang i mellem.
Alligevel er hun ikke ensom. »For jeg har min musik og mine film.« En stor reol bugner af klassiske symfonier, operaer og storfilm fra en svunden tid.
»Jeg kan ikke lide den her,« siger Dimitris og trækker »Borte med Blæsten« ud af reolen. »Den ender ikke med, at de elskende får hinanden. Alt skal ende lykkeligt til sidst. Det er meningen med livet.«
I en alder af 14 år fortalte Dimitris sine forældre, at hun var en pige. De reagerede ved at sende hende til en institution, og de medicinerede hende uden hendes viden gennem den mad, hendes mor tilberedte. Hun flygtede til Athen, var hjemløs i årevis og vendte først tilbage til Skala Sikamnia, da hendes mor blev syg. Her tog hun sig af moren i 25 år. Da moren døde og faren ligeså kort tid efter, begyndte Dimitris at iføre sig kvindebukser og -skjorter. Og i 2014 tog hun sin første kjole på og gik rundt i byen til alle øboernes store forskrækkelse. Dét havde de aldrig set før.
Troen på Jesus, men ikke kirken
Dimitris viser rundt i det lille hus, hun blev født i og har boet i hele sit liv, bortset fra sine år i Athen. Glimtende stilletter ligger i bunker overalt. Pink er uden tvivl yndlingsfarven, når det kommer til kjoler, og på væggene hænger der kristne ikoner og gamle familiefotografier.
»Det her er mig,« siger hun og peger grinende på et sort-hvid fotografi på væggen forestillende en nydelig ung mand i militæruniform. »Det var, da jeg var i hæren. Jeg var jo også en pige dengang. Man kunne bare ikke se det på mig,« siger hun.
Dimitris har tilgivet forældrene for aldrig at acceptere hende. For, som hun siger, de vidste ligesom resten af øen ikke bedre. Hendes mor var meget religiøs, og religionen har Dimitris taget med sig:
»Jeg ved godt, det er mærkeligt at være religiøs, når man er, som jeg er. For det er jo kirken, der er det store problem, når spørgsmålet går på, hvorfor det er så svært at være transseksuel eller bare homoseksuel i Grækenland, og i særdeleshed på en lille, konservativ ø.«
Men Dimitris har valgt at tro på Jesus og ikke på den græske kirke.
Mary Leontsini er professor ved Athens Universitet og har specialiseret sig i køn og seksualitet i Grækenland. Hun forklarer, at det stadig er enormt svært at være homoseksuel i Grækenland, og at det er en generel tendens for det meste af Sydeuropa.
»Grækenland er stadig et meget traditionelt og konservativt land. Ligesom det stadig er tabubelagt for kvinder at blive gift sent, få børn sent eller at bo sammen i årevis uden at blive gift, er det også stadig et tabu at være homoseksuel.«
Hun forklarer, at seksualitet betragtes som et privat anliggende. Og at de fleste grækere derfor mener, at det er okay at være homoseksuel, så længe de homoseksuelle ikke skilter med det i offentligheden.
»Homofobi i Grækenland skyldes i høj grad den meget stærke græske kirke. Men det er også den macho-mandsdominerede kultur, der spiller ind, for i Frankrig for eksempel, hvor kirken også er meget stærk, stemte befolkningen alligevel for, at homoseksuelle kunne blive gift. Her er der lang vej igen for grækerne.«
Selv om det stadig ikke er muligt for homoseksuelle at blive gift eller få børn i Grækenland, fortæller Leontsini, at der ér fremskridt. Flere og flere organisationer blomstrer op, og de unge homoseksuelle kæmper en sej kamp for at få flere og flere til at acceptere dem.
Vi er en joke
Nikolas Petalotis er 32 år og arbejder på øens sejeste strandbar, Congas. Han kender alle, er vellidt, og det er ham, pigerne kommer til, når der skal rådgives om øjenbryns-serummer eller vitaminer for at få en, som han siger, »glowing« hud.
Nikolas er uddannet havbiolog, men på grund af krisen har han i flere år af flere omgange arbejdet på Lesbos som bartender. Planen er dog stadig at bruge uddannelsen og gøre karriere.
Berlingske møder ham i baren og spørger, om det er lettere for ham, at være homoseksuel i dag, end det var for Dimitris dengang.
»Det går uden tvivl fremad. Men min eks-kæreste begik selvmord. Han tilhører en stor og sørgelig statistik. Så der er stadig lang vej igen, før du kan kalde det let.«
At Nikolas langt fra er den eneste homoseksuelle på Lesbos, viser det sig, da han trækker sin mobil op af lommen og åbner appen Grindr, der er et mødested for homoseksuelle. Frem strømmer hundredvis af billeder af letpåklædte, muskuløse mænd fra Lesbos. Langt de fleste billeder har det tilfælles, at ansigterne er slørede.
»70 procent af dem, vil jeg skyde på, er ikke er sprunget ud. Vi er meget få her, der står ved det. Men vi er overalt,« smiler han.
Hvorfor er det stadig så svært at være homoseksuel i Grækenland og i særdeleshed på en ø som Lesbos?
»Religion, mangel på uddannelse og mediernes stereotype billede af ekstremt feminine homoseksuelle,« lyder svaret prompte.
Han forklarer, at han selv er blevet overfaldet fysisk en enkelt gang og verbalt utallige gange. Men det værste, siger han, er majoriteten af grækere, der giver udtryk for, at de ikke har noget i mod homoseksuelle, men alligevel ser dem som en joke.
»Der er mange faste vendinger, som bliver brugt hele tiden. 'Du spiser som en bøsse', 'du spiller fodbold som en bøsse' osv. Det er næsten alle, der hele tiden bruger de udtryk, og så kan jeg mærke, at de synes, jeg er lidt sjov eller lidt til grin konstant. Det er det værste.«
At det netop er så svært at være homoseksuel på Lesbos kan virke en smule paradoksalt. Sappho, en af oldtidens kendste kvindelige digtere, kom fra Lesbos og blev berømt for sine digte om kærlighed mellem kvinder. Ordet lesbisk kommer derfor fra Lesbos. Og selv om det også stadig er svært for homoseksuelle kvinder at blive accepteret i Grækenland, er Lesbos kendt for at være en ø, hvor lesbiske fra hele verden tager til, især til byen Eresos, hvor det vrimler med kyssende, forelskede kvindepar.
Tilbage i Skala Sikamnia er Dimitris ved at være færdig med sin rundvisning af huset og sin livshistorie.
»Har du børn?,« spørger hun mig, da jeg er på vej til at gå. »Nej, ikke endnu,« svarer jeg hende.
»Det er mit største ønske at få børn. Det har det altid været. Jeg drømmer stadig om, at det bliver muligt en dag for folk som mig at få børn i Grækenland,« siger hun og smiler drømmende.
»Har du haft en stor kærlighed i dit liv?,« spørger jeg hende, inden jeg går.
»Ja. Og det har jeg stadig. Det er kompliceret. Men jeg drømmer stadig om, at vi ender sammen til sidst,« siger hun og holder en lille kunstpause.
»Alt skal jo ende lykkeligt til sidst. Det er meningen med livet.«
Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Grækenland