Antallet af venner, jeg har i Grækenland, som er flyttet hjemmefra, kan tælles på én hånd. Det er i dag reglen og ikke undtagelsen at blive boende hos sine forældre, til man er i 30erne, eller måske helt til man finder sin kone eller mand og derefter flytter sammen og skaber en ny lille familie.
Årsagerne er mange. Finanskrisen er nok den væsentligste – for med en ungdomsarbejdsløshed på 50 procent, har mange slet ikke et valg. En anden årsag, som jeg primært hører fra de unge mænd, er, hvor dejligt det er, at mor laver mad, vasker tøj og gør rent.
Men der er også en komplet kulturel mangel på forståelse af, hvorfor det skulle være så rædselsfuldt at bo sammen med sin familie – og hvorfor det er så dødsens nødvendigt at skynde sig at flygte over i et lille kollegieværelse, så snart man er blevet 18 år og gammel nok til at lege lille voksen.
Det har uden tvivl mange konsekvenser for unge grækeres selvstændighed. For kan et menneske blive et helt, modent og voksent individ, hvis det ikke har været igennem møllen af skodværelser, ubarmhjertige udlejere, snavset vasketøj, der bliver liggende i kurven, hvis man ikke tager sig af det, og en husleje, der ikke betaler sig selv, men først flytter hjemmefra, når livspartneren er fundet?
I Danmark vil svaret for de fleste nok være »nej, det kan man ikke«. Men det tror grækerne på, at man kan. Og med den græske økonomiske tragedie hængende om ørerne har de fleste heller ikke andet valg.
I Danmark taler vi om ensomhed som en folkesygdom. At ensomhed for alvor truer vores lykke.
Der er mange problemer i Grækenland lige nu. Rigtig mange - tro mig. Men ensomhed er ikke et af dem, jeg hører om. Måske fordi det er et tabu, men jeg tror mere på, at det stærke familiebånd – og traditionen for at leve med hele den pukkelryggede under samme tag har betydning.
Når de unge, der efterhånden ikke er så unge længere, endelig flytter hjemmefra og ind til deres egen kone eller mand – så går der ofte ikke længe, før de flytter hjem igen. For nu er mor og far blevet gamle, og nu er det dem, der har brug for omsorg og social tilstedeværelse.
Jeg kender ikke et eneste ældre græsk menneske, som er kommet på plejehjem. Til gengæld er det kutyme, at familien spæder sammen og betaler en privat døgnhjælp til at komme og passe på deres gamle i eget hjem. Og det er også helt normalt, at man som voksent barn selv flytter hjem til mor og far igen i deres sidste år, så man er sikker på, at de ikke føler sig alene.
Da min danske farmor for nyligt døde, 90 år gammel, var hun ikke blevet sendt på plejehjem. Hun boede stadig hjemme, og hele familien – hendes to børn, svigerbørn, og fire børnebørn - besøgte hende og tog hende med på eventyr, så ofte det overhovedet var muligt.
Da hun kun havde få dage tilbage, samledes hele familien ved hendes seng, og i en lille uge sov vi i bunker omkring hende – ingen forlod hendes side. Jeg mærkede for alvor, hvor uvurderligt et stærkt familiebånd er. Da hun var udåndet, havde jeg slet ikke lyst til, at vi skulle spredes for alle vinde. Jeg havde følelsen af, at vi alle burde bo i ét hus med store fællesmiddage om aftenen og spændende snakke til langt ud på natten.
Jeg havde vænnet mig fra at være alene – og vænnet mig til at være social og omgivet af familie. Det var ikke længere klaustrofobisk at have så mange mennesker og så meget familie omkring sig hele tiden. Det var bare - dejligt.
Da vi alle var flyttet hjem igen, spurgte min familie og jeg min græske mormor, der også bor i Danmark, om hun ikke ville komme og bo med mig, min søster og mine forældre i de tre uger, jeg var i landet.
Hun sagde ja, og hele familien nød de uger så meget, at jeg slet ikke kunne forstå, hvorfor vi ikke havde gjort det samme med min farmor for længst. Bare det at min mormor var der, når vi kom hjem efter en lang dag, gjorde at vi så hende meget mere. For måske ville vi ikke have haft overskud til at tage over og besøge hende, hvis hun havde boet hos sig selv.
Jeg tror ikke, min farmor var ensom. Hun var det sikkert i øjeblikke - ligesom alle andre mennesker - men i forhold til tusinder af andre gamle danskere er jeg ikke i tvivl om, at hun var heldig og glad, taget i betragtning af alle hendes familiebesøg, rejser, aktiviteter og af, at hun vidste, hvor inderligt hun var elsket af os alle.
Men hvor ville jeg ønske, at jeg – selv om det lyder helt urealistisk i danske ører – var flyttet hjem hos mine forældre igen i hendes sidste år, at hun var flyttet med, og at vi alle havde boet som én stor familie under samme tag på tværs af generationer.
I Grækenland kan jeg se, at det kan lade sig gøre. Jeg tror ikke, vi er skabt til at være alene – og vi har i Danmark formentlig selv en stor del af skylden for vores ensomhedskvaler på grund af vores fokus på individualitet, privatliv og karriere.
Vores arbejde fylder enormt meget, og det gør det sværere for os at finde tiden til vores gamle. Men jeg tror, at vi kan lære af grækernes uendelige prioritering af og respekt for de gamle i samfundet og deres manglende frygt for en stor samlet familieenhed i samme hjem med alle de irritationsmomenter og skænderier – men i den grad også glæder - det fører med sig.
Hvis mine egne forældre er friske, vil jeg, når deres tid nærmer sig, fluks tage dem og deres tilhørende rollatorer under armen og ind i mit hjem og nyde dem hver evig eneste dag, jeg har dem. Måske endda endnu tidligere. Så håber jeg bare, at de har en svigersøn, der er ligeså frisk på den idé.
Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Grækenland