Det kan måske være en god idé at fjerne bøtterne med multivitaminer fra hylderne i køkkenet.
For selvom mange tror, at vitamintilskud gør godt for sundheden, viser et nyt studie, at et dagligt indtag af multivitaminpiller faktisk kan have den helt modsatte effekt.
Det skriver The Guardian.
Et amerikansk forskerhold har analyseret sundhedsjournaler fra næsten 400.000 voksne uden større langtidssygdomme for at se, om daglige multivitaminer reducerede deres risiko for at dø i løbet af de følgende to årtier.
Men vitaminspiserne var faktisk mere tilbøjelige til at gøre det stik modsatte: De døde tidligere end dem, der ikke spiste multivitaminer hver dag.
Forskerne fandt ingen beviser for, at daglige multivitaminer reducerede risikoen for død. I stedet opdagede de en fire procent højere dødelighedsrisiko blandt dem, der indtog vitaminer dagligt.
Det kan skyldes de skader, som multivitaminer kan forårsage, eller en tendens til, at folk begynder på at tage multivitaminer, når de udvikler en alvorlig sygdom.
Dumpekarakter til multivitaminerne
Ifølge den seneste analyse fra DTUs fødevareinstitut indtager seks ud af ti danskere mindst ét vitamin- og/eller kosttilskud.
Men faktisk er det ifølge analysen slet ikke nødvendigt, for langt de fleste danskere får dækket deres behov for vitaminer og mineraler gennem kosten.
Og mens det ikke er sundt at ligge i underskud af vitaminer og mineraler, er det bestemt heller ikke sundt at ligge i overskud.
Nærværende avis har tidligere gennemgået sundhedsrisici ved de forskellige kosttilskud, og her får den populære multivitaminpille da også dumpekarakter.
»Det har længe været kendt i fagkredse, at der ikke findes forskning, som viser noget sundt ved at tage multivitamin, hvis man ikke i forvejen er i mangel på vitaminer. I bedste fald er det penge ud ad vinduet, og i værste fald kan det være skadeligt. Så jeg vil fraråde at tage multivitamin,« sagde Susanne Bügel, der er professor på Københavns Universitet og har forsket i kosttilskud i over 30 år, til Berlingske i begyndelsen af juni.
Hun forklarer, at man kan risikere at få for høje doser af vitaminer og mineraler, hvis man dagligt tager multivitamin, hvilket i yderste konsekvens kan gå ud over helbredet.




