Stort internationalt medie: Dansker er årets person
Financial Times har kåret Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, til årets person.

Financial Times har kåret Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, til årets person.

Sidste år kårede det store erhvervsmedie Financial Times Volodymyr Zelenskyj til årets person. Året forinden var det Elon Musk.
I år kårer mediet Novo Nordisks danske topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, til årets person.
Det skyldes, at Novo Nordisks slanke- og diabetesprodukter – Wegovy og Ozempic – har taget verden med storm.
»Jørgensen er banebrydende for en kommerciel innovation, der kan have en dyb indvirkning på ikke bare sundhedsvæsenet, men på samfundet, på de offentlige finanser og på vores forhold til fødevarer,« skriver Financial Times i sin begrundelse, som er blevet offentliggjort tirsdag morgen.
I løbet af 2023 er Novo Nordisk-aktien steget med mere end 40 procent.
Det danske selskab er nu det mest værdifulde selskab i Europa. Novo Nordisk er lige nu mere værd end hele Danmarks bruttonationalprodukt.
I Financial Times' beskrivelse af den 57-årige dansker lægger avisen vægt på, at han er »underspillet« sammenlignet med de øvrige topchefer i de højeste luftlag af det internationale erhvervsliv.
»Alt ved Lars Fruergaard Jørgensen er underspillet,« skriver avisen.
»Topchefen for den danske medicinalgruppe Novo Nordisk voksede op på en svinefarm i Jylland, og fra han var barn, forventedes det, at han mugede ud hos dyrene.«
»Mens de fleste af hans rivaler tager privatfly til deres aftaler, venter han på kommercielle forbindelser. Høje, tynde og eftertænksomme Jørgensen er langt fra det konventionelle billede af en pralende, aftaleindgående topchef.«
Til Ritzau siger han i en skriftlig kommentar om kåringen, at den »er en anerkendelse af Novo Nordisk som virksomhed, af vores historie og af alle vores medarbejdere«.
»Vi har gennem de seneste 100 år arbejdet for at bekæmpe og forebygge diabetes og andre kroniske sygdomme, og vi er lige så dedikerede i dag, som dengang vi begyndte.«