Sovjet er en by i Rusland

I den russiske by Murmansk er Sovjetunionen et nært - og for en hel dels vedkommende kært - minde.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Langt oppe bag Norges kyster, nord for polarcirklen ligger den russiske Kolahalvø.

Selv om der er langt fra Moskva til hovedbyen Murmansk, nyder regionen en vis anseelse i den russiske befolkning som hjemstavn for nordflåden og træningsområde for Spetznaz-specialstyrkerne.

Hvis man som førstegangsbesøgende i Rusland forestiller sig, at Sovjetunionens sammenbrud efterhånden er en gammel nyhed, vil indrejse fra grænsen til Norge hurtigt gøre det klart, at bureaukratiet har overlevet Sovjetstaten. Selv om man i god tid hjemmefra har været igennem den særdeles grundige og besværlige ansøgningsproces for at få visum, skal man indstille sig på at udfylde flere papirer og væbne sig med tålmod i køen. Og der er ingen smutveje eller kære mor. Det er bare at vente pænt, mens de aldeles usmilende grænsevagter i den lille bås ser ens papirer igennem.

Vejen til Murmansk er præget af smuk tundraagtig natur, der drager øjet og får fødderne til at længes efter vandrestøvler. Det vil sige, bortset fra et mange kilometer bredt bælte omkring minebyen Nikkel, hvor man udgraver og smelter en stor del af verdens – ja, nikkel.

Her er alt dødt. Der er ingen buske og træer eller dyr. Ejeren var tennismakker med Boris Jeltsin i 1990erne, og da de statslige selskaber blev privatiseret, fik han lov at købe minen for en brøkdel af det, han siden har tjent på den.

Lige ved siden af smelteanlægget, hvor man selv på behørig afstand bliver irriteret i hals og øjne efter fem minutter, ligger selve byen. Her skorter det ikke på unge, arbejdsvillige mennesker, for lønnen er bedre end så mange andre steder i Rusland. Det er til gengæld nok bedst ikke at tænke på konsekvenserne for de mange barnevogne, der køres rundt med. Dét med miljøhensyn fylder ikke så meget for at sige det mildt.

I Murmansk, der er regionens største by, har man ikke glemt fortidens storhed. Der er to slags bygninger: De attraktive, som de øvede på udseendet kan se om er bygget under Stalin, Khrusjtjov eller en anden sovjetleder, og de bygninger som 97 procent af befolkningen bor i: De trøstesløse boligblokke, som man kender fra sovjettiden. De ser ikke ud, som om der er sket noget som helst siden. På vej ud af byen kører man forbi verdens længste boligkompleks, der ville sætte danske ejendomsmæglere på overarbejde, hvis de skulle skrive en tillokkende boligannonce. Sikkerhedstjenesten FSB, der tidligere hed KGB, bor til gengæld i et flot Stalin-hus på Lenin Boulevard.

På selvsamme boulevard står naturligvis en enorm statue af Lenin, ligesom byen er fuld af hammer og segl på bygninger og på de mange, mange mindesmærker i parker og omkring Murmansk. De skal gerne være så bombastiske som muligt og er ofte bygget for at imponere ved størrelsen frem for æstetikken.

I havnen ligger en anden stolthed: verdens første atomdrevne isbryder. Skibet, der blev søsat i 1950erne og i dag er et museum, hedder naturligvis N/S Lenin.

Med undtagelse af et par moderne hoteller og shoppingcentre kan man altså nemt tænke sig tilbage til Sovjetunionen, og hvis man vil have en souvenir med hjem, er størstedelen af museumsbutikkens sortiment da også prydet med hammer og segl, Lenin eller anden sovjetæstetik. I det hele taget er det forbløffende, hvor lidt afstandtagen til Sovjetunionens synder der er i byen. Og det virker, som om en god del af befolkningen er temmelig nostalgisk over fortidens storhed.

Det er kun folk, der arbejder uden for systemet, som vil sige noget grimt om det forgangne regime – men det er typisk de samme mennesker, der er kritiske over for det nuværende styre, så de kan lige så godt gå hele vejen.

Trods Lenin-statuens årvågne blik stikker den russiske kapitalisme dog hovedet frem hist og her. I moderne luksusbutikker sidder smukke, unge ekspeditricer med hovedet i et magasin eller smartphonen uden at se op, når en kunde nærmer sig. Skulle en af de ansatte alligevel komme til at løfte hovedet, mødes man af et uinteresseret blik og uden den mindste antydning af et smil på læberne.

I det hele taget er det ikke mange smil, der møder én på gaden.

»Russerne smiler ikke hele tiden på samme måde, som vi gør,« forklarer en rejsefælle.

Ovenstående betragtninger skal dog ingenlunde afholde interesserede fra at tage turen til Murmansk og resten af Kolahalvøen. Der er både smukt og spændende. Og det bliver ikke mindre interessant i takt med, at Arktis fylder mere i den globale bevidsthed.

Og så hører det med til fortællingen, at den kvindelige grænsevagt i den lille bås smilede rigtigt pænt til mig, da jeg forlod Rusland og trådte tilbage ind i Norge.