Skuespiller melder sig som ICE-agent i storstilet kampagne
Det er gået »sløjt« for Trump med at indfri sit løfte om massedeportation af immigranter. Men nu skal der ansættes 10.000 flere i ICE, og Det Hvide Hus har taget alle midler i brug for at nå dertil.
Skuespilleren Dean Cain i 2011. Han vil nu arbejde for ICE. Olivia Harris/AFP/Ritzau Scanpix
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har netop lanceret en storstilet kampagne for at tiltrække flere medarbejdere til deportationsmyndigheden ICE.
Førhen skulle ICE-ansatte være under 40 år. Men den aldersgrænse er nu blevet strøget. Ambitionen er at ansætte 10.000 flere, og rekrutteringskampagnen har angiveligt allerede kastet 80.000 ansøgninger af sig ifølge Fox News.
Én ansøger i bunken er den tidligere Superman-skuespiller Dean Cain på 59 år. Han har tidligere offentligt støttet Trump.
Han har annonceret, at han nu melder sig under deportationsfanerne for at støtte sit land.
»Dette land blev bygget på patrioter, der trådte frem, uanset om det var populært eller ej, og gjorde det rigtige. Jeg tror virkelig, at dette er det rigtige«, siger han til Fox News.
Det amerikanske landsfaderikon Onkel Sam har fået en ny hat på i denne kampagne fra Department of Homeland Security:
Homeland Security i den nye kampagne på X. Denne reklame benytter sig af talesprog og kan oversættes til: »Vil du deporte de illegale med dine bedste drengevenner?«
Under valgkampen lovede Trump »den største massedeportation af illegale immigranter i USAs historie«.
Men det kræver penge og fodfolk.
Trump er indtil videre lykkedes med at lukke grænsen, men Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan de lovede massedeportationer er »kommet sløjt fra start«.
Nu har Trump fået penge mellem hænderne fra »The Big Beautiful Bill« – og de skal bruges.
De kan tilbyde ICE-rekrutter op til 320.000 kroner i tiltrædelsesbonus, skriver MSNBC og NPR.
Mens antallet af ansatte altså stiger, er 50 af de dommere, der vurderer immigrationssagerne, blevet fyret siden Trumps indsættelse i januar. Ifølge tre af dem er fyringen ubegrundet og politisk motiveret af Trump, skriver The Los Angeles Times.
Superman-skuespilleren Dean Cain har længe støttet Trump. Her tænder han julelys i Det Hvide Hus 30. november 2017 med Trump-parret og tv-personligheden Kathie Lee Gifford. Andrew Harnik/AP/Ritzau Scanpix
Del:
Andre læser også
Internationalt
Mens Demokraterne skændes, sikrer Trump arvefølgen. Og det kan være en stor fordel til næste præsidentvalg
Business
Business-overblik: Pensionskassers kontroversielle investeringer får massiv kritik
Virksomheder
Efter seks dramatiske måneder er Mærsk ikke længere i tvivl: »Verdens strukturer ændrer sig nu«