God morgen og velkommen til fredagens Business-overblik, ugens sidste, her hvor de lyse nætter nu slutter for i år! 

Flere danske pensionskasser har investeret betydelige millionbeløb i selskaber, der har aktivitet på Vestbredden og bånd til det israelske militær.

Blandt andet er trecifrede millionbeløb investeret i Booking.com og Airbnb, der tjener penge på at leje boliger ud i områder, som FN kalder ulovligt besatte. Desuden har flere pensionskasser investeret i selskaber, som FN-eksperter advarer mod, fordi de kan bidrage militært til krigen i Gaza og bosættelserne, skriver Finans. Det drejer sig blandt andet om ATP, PFA, PKA og AP Pension.

Amnesty og Mellemfolkeligt Samvirke forstår ikke, at ATP indtil i år har været medejere af selskabet som Rheinmetall, RTX, Lockheed Martin og General Dynamics Corp, som i lang tid har stået på FNs lister. Nu er aktierne dog solgt, på nær i Lockheed Martin.

Også professor i international ret og menneskerettigheder ved University of Dundee, Jacques Hartmann, kalder investeringerne »problematiske«, da de potientielt kan »profitere på eller medvirke til brud på folkeretten«.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 6.55. For Danmark og USA er det lukkekurser fra torsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 6.55. For Danmark og USA er det lukkekurser fra torsdag.

Dagens vigtige

Rekordmange unge får førtidspension. Antallet af personer under 40 år på førtidspension bliver ved med at stige og slår igen rekord til nu 40.000, skriver Berlingske. Eksperter kalder udviklingen »sørgelig« og efterlyser handling. Socialdemokratiet erkender »svigt«.

**

Trump får egen mand i nationalbank. USAs præsident Donald Trump får med indstillingen af Stephen Miran til bestyrelsen i verdens mest indflydelsesrige nationalbank, den amerikanske Federal Reserve, en muligt mere direkte vej til at forfølge sit ønske om en ændret pengepolitik. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Stephen Miran sidder med i Det Hvide Hus' råd af økonomiske rådgivere og har advokeret for en helt ændret kurs i nationalbanken, hvis topchef, Jerome Powell, nægter at lade Trump bestemme USAs pengepolitik.

**

»Verdens strukturer ændrer sig nu«, siger Mærsk-topchef efter seks måneders drama. Den første del af 2025 har været yderst mærkværdig. Særligt udviklingen i Kina er værd at lægge mærke til, lyder det ifølge Berlingske fra Mærsk-topchef Vincent Clerc, der mener, at noget fundamentalt er ved at ændre sig i verdenshandlen.

**

Trump kræver topchefs afgang. Topchefen for den amerikanske chipgigant Intel, den malaysiskfødte kinesisk-amerikaner Lip-Bu Tan, bør træde tilbage straks, fordi hans bånd til kinesiske virksomheder er »højst konfliktfulde«, lyder det fra USAs præsident Donald Trump, som rejser tvivl om Intels genopretningsplan. Det skriver Reuters. Tan investerede i april mindst 200 millioner i hundreder af kinesiske produktions- og chipvirksomheder, flere med bånd til det kinesiske militær. 

**

Novo Nordisks nye topchef har travlt: Vi har tabt rigtig mange menneskers pension. Efter år med covid og hypervækst vil Novo Nordisks nye topchef, Mike Doustdar, ikke blive overrasket, hvis Novo Nordisk er blevet en lille smule selvtilfreds. Men nu skal fokus på kerneforretningen og resultater tilbage sammen med en nyvunden stolthed, fortæller han i et interview med Berlingske.

God fredag og god weekend!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.