Hun hænger i luften. Fødderne har forladt måtten, og kroppen gør klar til at skrue sig ud i et spring. Men så mister Simone Biles kontrollen.
»Jeg for vild i luften,« lyder det fra den 24-årige gymnast.
USAs store OL-guldhåb Simone Biles har måttet trække sig fra flere af turnerings konkurrencer for i stedet at se sine »indre dæmoner« i øjnene.
Biles vil de kommende dage fokusere på sit mentale helbred og »tager en dag ad gangen«. Men nu frygter flere kendere af gymnastikverdenen, at vejen tilbage for det unge talent kan være sværere end som så.
For lider USAs guldhåb af skruesyge? Eller twisties som det også kaldes.
Ja, lyder svaret fra flere erfarne gymnaster og kommentatorer. Blandt andet den tidligere amerikanske mester i gymnastik, Scott Wilbanks.
Han forklarer i mediet Stuff, hvordan skruesyge kan komme til udtryk som »et tab af luftfornemmelse«, mens du er midt i en færdighed eller en impuls til at twiste (skrue) kroppen midt i et spring.
Ifølge Scott Wilbanks kan stress eller ptsd være årsag til, at skruesyge kan opstå hos atleter, der ellers normalt har kontrol over deres spring. Netop kontrol er ikke noget Simone Biles normalt mangler. Som den mest vindende kvinde i idrætsgymnastikkens historie ved hun normalt, hvad hun gør.
Men ryet som USAs største OL håb kommer ikke uden omkostninger. Biles har fortalt, hvordan hun har været under et stort pres op til OL. Forventningspresset har gjort den unge gymnast stresset.

»Jeg kæmpede stadig med nogle ting. Terapi har hjulpet meget, såvel som medicin,« sagde Biles kort efter sin exit og forklarede, at hun måtte gøre, hvad der var bedst for hendes mentale helbred, der havde været hårdt prøvet op mod turneringen.
»Jeg må lægge min stolthed til side og ikke bringe mit helbred og velbefindende i fare.«
Når twisties sætter ind, er det svært at vide, hvornår de vil gå væk igen, skriver CNN.
Mentalt helbred over guldmedaljer
Tidligere på sommeren var det tennisstjernen Naomi Osaka, der måtte trække sig fra French Open og senere melde fra til Wimbledon for i stedet at fokusere på sit mentale helbred.
Episoden fik stor opmærksomhed, da den japanske stjerne både blev kaldt en »forkælet møgunge« og hyldet for sin ærlighed.
Simone Biles, der har mødt stor opbakning for sin udtalelser om at prioritere sit mentale helbred over jagten på guldmedaljer, takker på Twitter for støtten.
»Den kærlighed og støtte, jeg har modtaget, har fået mig til at indse, at jeg er mere end mine præstationer og gymnastikken, som jeg aldrig virkelig har troet på før«.
Det er dog ikke alle, der anerkender, at det mentale helbred kan vægte højere end prioriteringen af guldmedaljer. Simone Biles bliver således beskyldt for ikke at være »hård nok« til elitesportsverden.
Den britiske tidligere morgenvært Piers Morgan mener, at børn har brug for bedre rollemodeller end det »nonsens«, hvor »atleter anses for mere modige, inspirerende og heroiske, hvis de giver op, end hvis de vinder«.
»Er 'psykiske problemer' nu en god undskyldning for dårlig præstation i elitesport? Sikken en joke,« skriver han på Twitter og bakkes op af flere.
Piers Morgan er blevet mødt med hård kritik for sine udtalelser, skriver New York Post.
Gymnasten har ikke selv kommenteret bebrejdelserne, men har delt et opslag på Twitter, der understreger det pres, Biles har været under op til konkurrencen.
Hun har også tidligt fortalt, hvordan hun som barn i længere perioder ikke fik mad og havde en rodet opvækst hos flere plejefamilier. Som ung voksen blev hun seksuelt misbrugt af sin træner, Larry Nassar, der var hovedperson i en stor skandale om misbrug af de amerikanske topgymnaster.
Det er endnu ikke meldt ud, hvorvidt Simone Biles stiller til start søndag, mandag og tirsdag, hvor en række konkurrencer venter i Tokyo, men en ting står klart. Det bliver kun, hvis Simone Biles' mentale helbred har det godt. Det er blevet vigtigere end podiepladser og guldmedaljer.
»Vi må tage det en dag ad gangen og se, hvad der sker,« siger Simone Biles.