Skotlands tidligere førsteminister Nicola Sturgeons hus er blevet ransaget, efter hendes mand, Peter Murrell, er blevet anholdt i en sag om mulig økonomisk kriminalitet. Det skriver CNN.

Politiet i Skotland har onsdag formiddag slået til mod en række adresser i forbindelse med en sag om mulig økonomisk uredelighed i Skotlands Nationale Parti (SNP), som Peter Murrell indtil for nylig var direktør for.

Ude foran deres hjem er der et talstærkes politiopbud, mens teknikere gennemsøger huset.

Mens ransagningen af deres hjem pågår, er der ligeledes blevet set betjente i SNPs hovedkvarter i Edinburgh samt flere andre adresser i landet, oplyser det skotske politi.

Det er uvist, hvilke andre adresser der er blevet ransaget af politiet i forbindelse med efterforskningen af den aktuelle sag.
Det er uvist, hvilke andre adresser der er blevet ransaget af politiet i forbindelse med efterforskningen af den aktuelle sag. RUSSELL CHEYNE

Peter Murrell er mistænkt for at have medvirket til at have svindlet med kampagnemidler, der er blevet doneret til SNP.

Det drejer sig om 600.000 pund – svarende til 4,1 million kroner – som er blevet indsamlet med det formål, at de skulle bruges på kampagnearbejde i forbindelse med en afstemning om Skotlands selvstændighed.

Vil ikke kommentere sagen

I februar meldte Nicola Sturgeon ud, at hun ville trække sig som førsteminister i Skotland, ligesom hun også ville forlade posten som SNPs leder.

Hamza Yousef, der er blevet partiets nye leder, har ikke ønsket at kommentere en igangværende sag.

»SNP har samarbejdet med efterforskerne og vil også fortsætte med at gøre det,« siger han.

Samtidig opfordrer SNPs politiske modstandere til, at Nicola Sturgeon og Peter Murrell lægger alle kortene på bordet.

Tidligere førsteminister og regeringsleder i Skotland Nicola Sturgeon med sin mand, Peter Murrell, som onsdag er blevet anholdt.
Tidligere førsteminister og regeringsleder i Skotland Nicola Sturgeon med sin mand, Peter Murrell, som onsdag er blevet anholdt. ANDY BUCHANAN

Lederen af det skotske Labour-parti, Jackie Baillie, siger til Sky News, at det er »en dybt bekymrende udvikling,« og at det skotske politi skal have lov til at »fortsætte uden indblanding«.

»Vi har brug for, at Hamza Yousef og Nicola Sturgeon straks fortæller, hvad de vidste, og hvornår,« siger hun.

Nicola Sturgeon har kæmpet for, at Skotland skal være uafhængigt af Storbritannien, og den linje har Hamza Yousef sagt, at han vil videreføre.

Nicola Sturgeon har over for Sky News afvist, at hendes pludselige afgang som førsteminister og partileder skulle have noget at gøre med den igangværende undersøgelse af partiets finanser.