Sidste år splittede et billede af Mesut Özil og Tyrkiets Erdogan fodbold-Tyskland. Fredag var Tyrkiets præsident forlover ved fodboldstjernens bryllup
Sjældent har et billede op til et fodbold-VM skabt så megen splid, som da den tyske landsholdsstrateg Mesut Özil lod sig fotografere med Tyrkiets præsident Erdogan. Fredag var Erdogan forlover ved Özils bryllup i Istanbul, og mange i Tyskland glæder sig nok over, at Arsenal-spilleren ikke længere spiller på det tyske landshold.
Præsident Erdogan var fredag aften forlover til den tidligere tyske landsholdsspiller Mesut Özils bryllup. Sidste år splittede et billede af Erdogan og Özil fodbold-Tyskland. Foto: Ritzau Scanpix - POOL / scanpix
Det er yderst sjældent, at både den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier og kansler Angela Merkel udtaler sig om en bestemt tysk landsholdsfodboldspiller.
Men det gjorde de begge op til VM i fodbold i Rusland i 2018, da midtbanespilleren Mesut Özil (30 år) lod sig fotografere med Tyrkiets præsident Erdogan.
Billedet med præsident Ergodan og den tyske fodboldstjerne Mesut Özil gik verden rundt i 2018. KAYHAN OZER / POOL / scanpix
Billledet gik fuldstændigt imod det tyske fodboldforbund (DFB) og tyske politikeres ambition om at vise, at landsholdet netop var et paradeeksempel på, hvordan sport kan fungere som en smeltedigel for tyskere af anden etnisk herkomst. Özil er født i Gelsenkirchen. Hans forældre er indvandret fra Tyrkiet.
Billedet udløste voldsom politisk debat i Tyskland, og efter et historisk dårligt VM i Rusland endte Özil med at trække sig fra det tyske landhold. I en stribe tweets beskyldte Arsenal-stjernen det tyske fodboldforbund for racisme.
Ifølge Özil skulle billedet ikke opfattes som en politisk støtte til Erdogan, men blot som et forsøg på at vise respekt for det »højeste embede i min families hjemland. Mit job er at være fodboldspiller, ikke politiker, og mit møde var ikke en støtte til hans politik«, hed det.
300 deltog fredag aften i den tidligere tyske landsholdsspiller Mesut Özils bryllup Istanbul. Forloveren var Tyrkiets præsident Erdogan. HANDOUT
»Ingen tyskere på prøve«
Efter Özils billeder med Erdogan og hele debatten om, hvad det vil sige at være tysk, udtalte Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier:
»Der findes ikke halve eller hele tyskere, ingen »bio-tyskere« eller »pas-tyskere« … Der findes ikke tyskere på prøve, der konstant skal gøre sig fortjent til at høre til.«
Blandt andet det konservative medlem af forbundsdagen Michael Brand langer ud efter Özil. Han betegner Erdogans tilstedeværelse som »pinlig«
»Godt, at Özil ikke længere spiller på det tyske landshold. Træner Löw skulle have reageret før,« siger Brand på facebook. Og han krititiser landsholdsspilleren for selv at nyde godt af de demokratiske rettigheder, som netop Erdogan er i fuld sving med at afskaffe i Tyrkiet.
Parret vil tilbringe bryllupsrejsen i Alacati i Tyrkiet og donerer i forbindelse med brylluppet blandt andet 1.000 operationer til børn. Mesut Özil har næsten 20 millioner følgere på de sociale medier.
Özil var en af de bærende kræfter på det tyske landshold, der vandt VM i Rio i 2014.
Del:
Andre læser også
Internationalt
Derfor interesserer Hollywood-stjerner og hele Tyskland sig pludselig brændende for et borgmestervalg i Østtyskland
Internationalt
Tyske landsholdsspillere bakker op om kontroversiel tyrkisk »militærsalut« – i hvert fald i et par timer
Internationalt
Kinesiske Arsenal-fans brænder deres trøjer efter stjernespillers kritik