Danmarks nærmeste allierede er i dyb krise i disse tider, for hverdagen i USA er vendt på vrangen efter det angivelige mord på afroamerikanske George Floyd.
Amerikanerne har i årevis haft massive problemer med politivold og dødsfald blandt personer, som har været i politiets varetægt.
Avisen The Washington Post har siden 2015 lavet optællinger over, hvor mange personer, der hvert år bliver dræbt af politiet.
På landsplan i USA har antallet siden 2015 ligget stabilt på knap 1.000 personer.
Langt størstedelen af personerne er døde som følge af, at politiet har afgivet skud. I 2015 døde således 994 personer, i 2019 omkom 1.004 personer, og i år er der til og med 7. juni registreret 463 dødsfald, skriver The Washington Post.
Opgørelsen rummer både sorte såvel som hvide, hvoraf sidstnævnte tegner sig for langt størstedelen af dødsfaldene. De fleste personer, der bliver skudt, har selv været bevæbnede, skriver avisen.
Avisen Los Angeles Times har ligeledes lavet en opgørelse. Siden 2000 har der været næsten 900 drab begået af politiet i Los Angeles.
Næsten alle døde var mænd, og knap 80 procent var sorte eller latinamerikanske. Mere end 98 procent blev skudt.
Straffesager er sjældne, skriver Los Angeles Times. I næsten alle tilfælde blev magtanvendelsen dømt lovlig, vurderer distriktsadvokatens kontor i Los Angeles, der foretager en undersøgelse af hver episode.
Siden 2000 er kun to betjente blevet tiltalt som et resultat af at skyde en civil, mens de var på vagt.
Stabilt antal dødsfald
I sagen om George Floyds død er politimanden Derek Chauvin blevet sigtet for drab. Her var der som bekendt ikke tale om skud, men at Chauvin havde sit knæ placeret på nakken af Floyd i mere end otte minutter.
I løbet af de sidste 20 år har politiet i Los Angeles County dræbt omkring tre til fire mennesker hver måned. Antallet har varieret fra år til år, men er forblevet relativt stabilt: I gennemsnit omkring 45 personer om året.
De fleste af de omkomne personer er mænd mellem 20 og 39 år.
Sorte mennesker udgør otte procent af Los Angeles befolkning, men repræsenterer en fjerdedel af dødsfaldene. Hvide personer, der udgør 26 procent af befolkningen, repræsenterer 19 procent af dødsfaldene.



