Som timerne er skredet frem, er næsten alle valgkredse i Storbritannien efterhånden talt op.
Kun to ud af de 650 valgkredse mangler, og resultatet er soleklart.
Arbejderpartiet Labour har sejret, og Det Konservative Parti, der har siddet på magten i 14 år, har lidt et ydmygende nederlag.
Men imellem de to åbenlyse kendsgerninger gemmer der sig en række talspecifikke resultater, som ved første øjekast giver dårlig mening set med danske briller.
For hvordan kan Reformpartiet få 14 procent af de samlede stemmer men kun få under én procent af sæderne i parlamentet?
Hvordan kan sejrherrerne i Labour erhverve sig knap 64 procent af sæderne i Underhuset, når de kun har fået omtrent 35 procent af briternes stemmer?
Et kompliceret valgsystem
Svaret ligger i det britiske valgsystem, hvor fordelingen af sæderne i Underhuset bliver afgjort ved flertalsvalg i de 650 enkeltmandskredse.
Under et parlamentsvalg foregår der nemlig så at sige 650 forskellige små valg, hvor det kun er den ene sejrende lokale kandidat, som får flest stemmer, hvis stemmer får betydning i parlamentet.
I teorien kan det derfor hænde, at et parti får godt med stemmer landet over, men ikke opnår én eneste plads i Underhuset, hvis ikke partiet får flest stemmer i nogen kredse overhovedet.
At Reformpartiet, der er ledet af Nigel Farage, kun har fået fire sæder, er derfor et resultat af, at partiet kun har fået flest stemmer i fire forskellige lokale kredse.
Resten af stemmerne er derfor gået til spilde.
Omvendt har Labour kunne vinde valget med omtrent 35 procent af stemmerne, fordi deres lokale kandidater har fået flest stemmer i 412 ud af de 650 valgkredse.
