Jordskredsvalg i Storbritannien: Her er de største tabere

Det blev en jordskredssejr til Labour ved det britiske parlamentsvalg torsdag, og jordskredet river en række kendte politiske navne med sig. 

Store politiske navne står til at blive sendt ud af parlamentet i Storbritannien efter torsdagens valg. Ritzau Scanpix

Store træer vælter på stribe i den politiske skov i Storbritannien efter jordskredsvalget torsdag. 

En række særdeles kendte, konservative navne står til at blive sendt ud af parlamentet efter den syngende vælgerlussing. 

Her er de største navne, der står tilbage som tabere efter gårsdagens valg.

Alex Chalk

Justitsminister Alex Chalk har til Det Konservative Partis store ærgrelse mistet sit sæde i valgkredsen Cheltenham, hvor en kandidat fra Liberaldemokraterne endte med at få flest stemmer.

Chalk har siddet i Underhuset i det britiske parlament siden 2015. Ved valget i 2019 var han heller ikke mange stemmer fra at miste sit sæde, men til trods for den skrantende vælgeropbakning har han været minister siden 2019.

»Personligt er det knusende. Jeg er skuffet. Men du ved, man kan ikke kun elske demokratiet, når man vinder. Jeg accepterer resultatet, og jeg ønsker min efterfølger alt godt,« siger Alex Chalk til nederlaget ifølge den britiske radiostation Rayo.

Alex Chalk formåede ikke at blive genvalgt. Andy Rain/EPA/Ritzau Scanpix

Grant Shapps

Også De Konservatives nuværende forsvarsminister Grant Shapps formåede ikke at sikre sit mandat.

Det var en kandidat fra det sejrende parti Labour, der tog sædet i stedet.

Forsvarsministeren er en af de mest højtprofilerede politikere fra Der Konservative Parti, der må forlade Underhuset, og dermed også et af de større tab for partiet.

Forsvarsministeren ryger ud af parlamentet. Simon Wohlfahrt/AFP/Ritzau Scanpix

Liz Truss

Den tidligere britiske premierminister Liz Truss formåede heller ikke at genvinde sit mandat i valgkredsen South West Norfolk.

Hun måtte se sig slået på målstegen af Labours kandidat i kredsen, som fik små 630 stemmer flere end hende selv.

Truss, som havde en historisk kort periode som premierminister, mener mange vælgere, har en stor del af skylden for Det Konservative Partis store valgnederlag.

Tidligere premierminister Liz Truss måtte også se sig slået af en Labour-kandidat. Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix

Jacob Rees-Mogg

Tidligere minister for »Brexit muligheder« Jacob Rees-Mogg er også blandt dem, som har måtte give sit sæde videre til en Labour-politiker.

Jacob Rees-Mogg har ellers været sin kreds repræsentant i Underhuset siden 2010, men har nu måtte lykønske Labour med sejren og i særdeleshed Keir Stramer, som han mener »førte sit parti til det, der ser ud til at være en historisk sejr,« lyder det fra ham i The Independent.

Den tidligere Brexit-minister Jacob rees-Mogg får heller ikke flere år i Underhuset lige foreløbigt. Hannah Mckay/AFP/Ritzau Scanpix

Penny Mordaunt

Endnu en af de store profiler, der er røget fra det for Det Konservative parti, er Penny Mordaunt.

Mordaunt, der er leder af Underhuset, har ligesom så mange andre af hendes partifæller mistet sit mandat i parlamentet til en kandidat fra Labour.

Den konservative politiker har siddet som leder af Underhuset siden 2022 og været medlem af parlamentet for sin kreds siden 2010. Indtil nu, altså.

Penny Mordaunt, der er leder af Underhuset, mister også sit sæde. Jonathan Hordle/Reuters/Ritzau Scanpix

Rishi Sunak

Selvom premierminister Rishi Sunak har formået at sikre sit mandat i Richmond & Northallerton-valgkredsen, kan man unægteligt ikke komme udenom, at Sunak som leder af Det Konservative Parti er valgets helt store taber.

Partiet har fået et historisk dårligt valgresultat efter at have siddet på magten i 14 år, og derfor forventes Rishi Sunak også at trække sig som leder.

Til trods for at Rishi Sunak sikrer sit eget sæde, er han som leder for Det Konservative Parti valgets helt store taber. Temilade Adelaja/AFP/Ritzau Scanpix