Mysteriet om Gareth Williams har optaget briterne, nærmest lige siden hans nøgne og delvist opløste lig blev fundet i august 2010. 

Han blev fundet i en taske i sit badekar, og tasken var låst med en hængelås uden på tasken, hvis nøgler lå indeni tasken. Hans fingeraftryk var ikke at finde på låsen, tasken eller på kanten af badekarret. 

Hans arbejdsplads syntes at styrke mysteriet, for han var ansat i efterretningstjenesten MI6s aflytningshovedkvarter i Cheltenham, hvor han arbejdede som kodebryder. Han havde en ph.d. i matematik fra University of Manchester. 

Nu er der igen nyt om sagen – eller rettere intet nyt – skriver blandt andre The Independent

Det var på dette badeværelse, at Gareth Williams blev fundet. Man fandt hverken alkohol, stoffer eller gift i de prøver fra Gareth Williams lig, som man tog. Men al gift kan ikke nødvendigvis findes i blodet længe efter døden er indtruffet. 
Det var på dette badeværelse, at Gareth Williams blev fundet. Man fandt hverken alkohol, stoffer eller gift i de prøver fra Gareth Williams lig, som man tog. Men al gift kan ikke nødvendigvis findes i blodet længe efter døden er indtruffet.  Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

For den nye uafhængige retstekniske gennemgang, der blev igangsat i 2021, og hvis resultater blev sendt til politiet i november 2023, har ikke givet noget nyt at gå efter. Det sagde efterforskningsleder hos The Metropolitan Police, Neil John, i en skriftlig udtalelse forleden. 

»Der blev ikke fundet nogen nye dna-beviser, og der blev ikke identificeret yderligere retninger for efterforskningen. Vi har informeret Gareths familie om dette, og vores tanker er med dem,« skrev Neil John. 

Norman Baker, der er tidligere parlamentsmedlem for Liberal Democrats, og som ifølge The Daily Mail er ekspert i sagen, så virker det hele som om, der er nogen, der er i gang med et coverup.

»Det, at de ikke har fundet flere beviser, fingeraftryk eller dna med mere moderne metoder gør mig endnu mere mistænksom. Det fortæller mig, at der rent faktisk var nogen, der gjorde rent, og det var ikke Gareth Williams,« siger Norman Baker til The Daily Mail. 

Prøvede 300 gange uden held

En retsmediciner konkluderede ellers i 2012, at Gareth Williams formentlig blev dræbt af en anden person. 

Men en politiundersøgelse endte i 2013 med konklusionen, at Williams »formentlig døde ved et uheld«, og uden indblanding fra andre, og at han selv havde puttet sig selv ned i tasken. 

I 2021 blev endnu en retsteknisk gennemgang bestilt. Men den har ikke ført til nye spor, og nu lukker The Metropolitan Police sagen igen, skriver The Daily Mail.

Dette billede af Gareth Williams er fra et overvågningskamera på en togstation, og det blev taget to dage før, Williams døde. 
Dette billede af Gareth Williams er fra et overvågningskamera på en togstation, og det blev taget to dage før, Williams døde.  Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Peter Faulding, der ifølge mediet er ekspert i retstekniske efterforskninger og i redningsaktioner fra snævre passager, mener dog, at Gareth Williams blev myrdet.

Peter Faulding bistod for 10-12 år siden politiet i sin efterforskning, blandt andet ved at forsøge 300 gange at komme ned i en taske af samme størrelse som den, Gareth Williams blev fundet i – og at gøre det uden at efterlade fingeraftryk, som det var tilfældet med Williams. 

Dette billede blev udsendt af The Metropolitian Police i 2012, og stammer fra en video, der var en del af politiets efterforskning. Det viser en Peter Faulding, der prøver at se, om det var muligt at komme ned i den slags taske, som Gareth Williams blev fundet død i. 
Dette billede blev udsendt af The Metropolitian Police i 2012, og stammer fra en video, der var en del af politiets efterforskning. Det viser en Peter Faulding, der prøver at se, om det var muligt at komme ned i den slags taske, som Gareth Williams blev fundet død i.  Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

Det lykkedes ikke.

»Min overbevisning er, at tasken blev lagt i badekarret med Gareth, som allerede var død, i tasken. Ingen, som er ved deres fulde fem tror, at han var alene. Det er en fysisk umulighed,« siger Faulding og tilføjer, at »selv Harry Houdini ikke ville have kunnet klaret det«.

Ifølge The Daily Mail er de to mænd af sammenlignelig størrelse. 

Fire anonyme amerikanske efterretningskilder fortalte i 2017 til Buzzfeed News, at både de britiske og amerikanske efterretningstjenester undersøgte, om Williams død kunne være et af flere dødsfald i Storbritannien, som kunne forbindes til russiske »statsaktører« eller til den russiske mafia.

Men det ser ud til, at vi næppe finder ud af, hvad der egentlig skete med Gareth Williams.