Én mand kan bære en del af ansvaret for, at over 4.000 personer i Sydkorea har fået coronavirus.
Lee Man-hee, som han hedder, er leder af den sydkoreanske kirke ved navn Shincheonji Church of Jesus, der forbinder langt størstedelen af coronaviruspatienterne og de 18 personer i landet, der er døde af virussen.
Derfor er han nu blevet anklaget for mord, skriver det britiske medie The Independent.
Mens de sydkoreanske myndigheder har forsøgt at inddæmme virussen ved at opspore, teste og isolere de cirka 200.000 medlemmer af kirken, har Lee Man-hee nægtet at udlevere en liste over alle medlemmerne.
Lørdag afslørede Sydkoreas justitsministerium i øvrigt, at 42 af kirkens medlemmer har været i Wuhan – den kinesiske millionby, hvor coronavirussen først blev spredt – for at missionere i løbet af det seneste halve år. Flere af dem har været der så sent som i januar.
Indtil sidste uge nægtede kirken, at nogle af dens medlemmer havde været i Wuhan, skriver The Independent.
Messias og Paradis
Seouls kommune har anmeldt den religiøse leder og 11 andre højtstående medlemmer af kirken, og sagen er nu hos landets statsadvokater. De har med deres handlinger gjort sig ansvarlige i »drab med bevidst forsømmelighed«, skriver Seouls borgmester, Park Won-soon, i et Facebook-opslag.
Kirken afviser anklagen og hævder, at den er offer for myndighedernes heksejagt. Ifølge den kristne kirke er Lee Man-hee udødelig, men lige nu venter han selv på at få svar på, om han har coronavirus.
Kirkens medlemmer tror, at han er den næste Messias og vil tage 144.000 mennesker med sig til Paradis, når dommedag kommer. Han er i øvrigt den eneste, der må fortolke og udlægge Biblens tekster.
Men efter at coronavirussen har spredt sig og især ramt kirkens medlemmer, er der flere af dem, der nu har vendt sig mod deres leder.
De har ifølge Korea Times oplyst statsanklagere om, at kirkens leder har indleveret »falske dokumenter« til regeringen og forsøgt at lægge hindringer i vejen for regeringens indsats mod coronavirussen.
Alle medlemmer af kirken er nu blevet testet af de sydkoreanske myndigheder, og 9.000 af dem viser tegn på symptomer, skriver The Independent.