Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, mødes mandag med den amerikanske præsident, Joe Biden, i USAs forbundshovedstad, Washington D.C., for at tale om Ukraine-krisen og Ruslands krav til de vestlige lande.
Mødet mellem de to ledere finder sted, efter at Scholz gennem flere uger er blevet hårdt kritiseret for at holde lav profil i forhold til Ukraine-spørgsmålet.
Den tyske regeringschef er ikke mindst blevet kritiseret for at have tøvet med udmeldinger om den tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 i forbindelse med Ukraine-konflikten.
Medlemmer af den tyske regering er kommet med modstridende udmeldinger om, hvorvidt den endnu ikke operative russisk-tyske gasrørsledning vil blive stoppet, hvis Rusland optrapper konflikten med nabolandet.
I et interview med tv-stationen ARD kort før sin afrejse til Washington afviste Scholz påstande om, at Tyskland under hans ledelse nu er NATOs svageste led.
»Det er et fejlagtigt billede, som heller ikke er fremherskende i Washington.«
Det er først gang, Scholz besøger Washington som Tysklands regeringsleder. Hans rejse over Atlanten anses som begyndelsen på en diplomatisk offensiv.
Efter USA-besøget møder Scholz tirsdag Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Polens præsident, Andrzej Duda. Mødet finder sted i Berlin.
I næste uge rejser Scholz til Kijev i Ukraine og Moskva i Rusland. Inden da mødes han med lederne af Estland, Letland og Litauen i den tyske hovedstad.
Macron mødte mandag Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Den franske præsident sagde forud for mødet i Moskva, at en krig kan undgås, og at det er legitimt, at Rusland tager spørgsmål om dets nationale sikkerhed op.
Macron nævnte muligheden for »en ny balance«, som både kan beskytte de europæiske stater og fjerne Ruslands bekymringer.
Flere politiske iagttagere sagde mandag til BBC, at Macron ikke har mandat til at forhandle for NATO-landene som helhed, og de udtrykte bekymring for, at den franske leder vil forsøge at gå »en tredje vej«, selv om han ikke har støtte fra allierede.
/ritzau/Reuters


