Så blev det december: Melania Trump afslører julepynten i Det Hvide Hus i ny video

Hvert år bliver Det Hvide Hus fyldt med julepynt i december, og traditionen tro er det den amerikanske førstedame, der står for udsmykningen. Se den her.

 
Melania Trump afslører årets julepynt i Det Hvide Hus. Video: Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Siden 1961 har den amerikanske førstedame traditionelt stået for juleudsmykningen i Det Hvide Hus i Washington, D.C. Og siden 2017 har det altså været Melania Trump, der har stået for julepynten.

Det er en opgave, som hun har fået blandede reaktioner på gennem årene. I 2018 blev hendes blodrøde juletræer for eksempel omtalt som både »uhyggelige« og »hjemsøgte«, og i 2017 blev hendes snehvide dekorationer beskrevet som »et goldt, dystopisk landskab«.

Men i år har hun tilsyneladende bestået prøven. I The New York Times bliver juleudsmykningen beskrevet som så traditionel, at den kunne være på forsiden af livsstilsmagasinet Martha Stewart Living.

I The Independent roses udsmykningen for at være »varmere og mindre kantet« end tidligere år.

Ja, selv hos netmediet Mashable, som i de seneste år har været et af de medier, der har brugt mest energi på at kritisere Melania Trumps juleudsmykninger, bliver dette års dekorationer kaldt for »fine«.

Der kan også have været ekstra opmærksomhed på juleudsmykningen i år, efter at en række båndoptagelser af Melania Trumps telefonopkald blev lækket til pressen i september.

I en af dem kunne man høre førstedamen beklage sig til sin veninde og tidligere rådgiver, Stephanie Winston Wolkoff, over netop juledekorationerne og den enorme presseopmærksomhed, de har fået, mens Melania Trump har været førstedame.

»Jeg knokler røven ud af bukserne på det her julehejs, som du ved, hvem pokker går op i juleting og dekorationer? Men jeg bliver nødt til det, ikke?« siger hun blandt andet i samtalen.

I år er temaet for pynten America the Beautiful, oplyser Det Hvide Hus. Grønne juletræer pyntet med dekorationer i hvid, rød, guld og sølv samt varme hvide lys. Noget af pynten er lavet af børn fra hele USA.

Andre ornamenter indeholder små nik til »forkæmpere for kønsligestilling«, og så er der dem, der er hængt op til ære for USAs frontlinjemedarbejdere under coronapandemien:

Et snefyldt hospital, en skraldebil, en sygeplejerskes hat og en lægekittel. Se, om du kan spotte dem i videoen ovenfor.