Nu gik det lige så godt for russisk fodbold.

Sommerens værtskab for VM skabte nye helte, pumpede nye penge i sporten, og de russiske klubber har siden slutrunden meldt om en solid fremgang i antallet af tilskuere.

Måske derfor var der så meget desto dybere at falde for de to russiske stjernespillere, der i denne uge drog på en druktur så balstyrisk, at selv magthaverne i Kreml følte sig kaldet til at mene noget om det.

Alexander Kokorin (27) og Pavel Mamajev (30) spiller begge for russiske topklubber - henholdsvis FC Zenit Sankt Petersburg og FC Krasnodar - og efter weekendens kampe slog de sig løs i Moskva.

Ifølge politiets sigtelse begyndte de mandagen med et overfald på en privatchauffør foran et hotel. Derefter entrerede de en cafe, hvor de berusede spillere råbte racistiske fornærmelser mod en gæst. Bataljen endte med, at de tævede en embedsmand fra det russiske handelsministerium med en stol.

Pavel Mamajev og Alexander Kokorin har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed, da de under EM i 2016 brugte godt to millioner kroner på en champagnefest på en natklub i Monte Carlo.
Pavel Mamajev og Alexander Kokorin har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed, da de under EM i 2016 brugte godt to millioner kroner på en champagnefest på en natklub i Monte Carlo. REUTERS

Deres opførsel i dagene efter overfaldet satte ikke sagen i et bedre lys.

Deres første reaktion var at forsvare deres opførsel, og først efter flere dage kom en nølende undskyldning.

Oven i hatten formåede Kokorin kortvarigt at blive efterlyst. Han dukkede nemlig ikke op til en afhøring hos politiet, fordi han efter eget udsagn blev forsinket af andre vigtige gøremål.

De formildede næppe den russiske dommer, der fredag sendte begge spillere bag tremmer. De er nu varetægtsfængslet i to måneder.

Ikke desto mindre gik en anden landsholdspiller, angriberen Fjodor Smolov, i forbøn for de to. Han opfordrede til »tilgivelse og støtte«.

Champagnefest til to millioner

Andre ser nærmere sagen som en demonstration af uhørt arrogance fra de unge fodboldmillionærer. I Skt. Petersborgs lufthavn blev et kæmpe banner med Kokorin i al hast pillet ned af hans klub Zenit. Klubben fordømte episoderne som »frastødende og utilladelige«.

Kommentatorer advarer nu om konsekvenser for både tilskuertal, Zenits forhold til storsponsoren Gazprom og russisk fodbolds anseelse som sådan efter et ellers succesrigt VM, hvor landsholdet mod alle odds kæmpede sig til kvartfinalerne.

Også Vladimir Putins talsmand kommenterede sagen og kaldte en videooptagelse af overfaldet for »ret ubehagelig«.

Mamajev og Kokorin har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed, da de under EM i 2016 brugte godt to millioner kroner på en champagnefest på en natklub i Monte Carlo.

Deres seneste bytur har nu genoplivet debatten om de hastigt stigende lønninger i russisk fodbold.

Mentaliteten hos nogle af de hovedrige spillere er, at »har du penge, så må du mere end alt«, skriver den russiske fodboldhistoriker Igor Rabiner i en kommentar.

Den gik imidlertid ikke denne gang. Udover en mulig fængselsstraf har Mamajevs klub, Krasnodar, meddelt, at han ikke længere arbejder i firmaet. Det russiske fodboldforbund truer de to med livsvarig udelukkelse fra sporten.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland