Andrej Borsenko tager sig til hovedet. Så lader han sig falde tilbage i stolen.
Pokkers.
Den russiske monark er lige kommet til at bande, og det er hans skyld.
Et enkelt bogstav er faldet ud af en dagbogsoptegnelse fra Ruslands sidste tsar, Nikolaj 2. I stedet for øverstkommanderende står der et russisk ord, der løst oversat betyder ’røv-kommanderende’.
Det er ikke godt, når man som den unge historiker har brugt mere end et år på at finpudse en minutiøs, digital genopførelse af det dramatiske, russiske revolutionsår 1917.
Andrej Borsenko halvløber ud af lokalet i den højloftede lejlighed i det centrale Moskva. Latter fra rummet ved siden af. Så er han tilbage.
»De fleste synes heldigvis, at det var lidt morsomt,« siger han undskyldende, mens han bladrer gennem læserkommentarerne.
Kommentarer er der mange af. Det historiske ’Projekt 1917’ har 200.000 følgere på Facebook og det russiske sociale netværk Vkontakte.
Her kan nutidens læsere time for time følge med i de skæbnesvangre begivenheder, der skulle forme Ruslands skæbne i generationer. Ude raser Første Verdenskrig. Hjemme er flere af hovedstadens garnisoner i åbent mytteri. Det russiske monarki balancerer på kanten af afgrunden.
På denne dag for 100 år siden drøftede tsar Nikolaj 2. det ultimative skridt - at frasige sig tronen - med sin øverstkommanderende for nordfronten.
»For at redde imperiet og lade hæren ved fronten i fred må vi være rede til dette skridt,« skrev han i sin dagbog.
På de sociale medier modtages den ide med blandede følelser.
»Gør-det-ikke, gør-det-ikke, gør-det-ikke, nej-nej-nej!!« skriver en.
»Gør plads for revolutionen!« lyder det fra en anden.
Februarrevolutionen er allerede en realitet. Forude venter bolsjevikkernes magtovertagelse ved Oktoberrevolutionen. I Schweiz sidder Vladimir Ilitj Lenin - Sovjetunionens fremtidige grundlægger - og lægger rejseplaner.
»Ilitj har ikke sovet flere nætter i træk,« skriver Lenins kone, Nadjesjda Krupskaja på sin profil.
Officerer og humørsyge teenagere
Citaterne er autentiske. De stammer fra dagbøger, breve og telegrammer. Tilsammen danner de en nyhedsrulle, der får de afgørende dage, der førte til 70 års sovjetkommunisme, til at føles medrivende og kaotiske.
»Det er ikke bedre end en historiebog eller en dokumentarfilm. Det er et helt andet sprog,« siger Andrej Borsenko, der som chefredaktør står i spidsen for 15 medarbejdere, en håndfuld fagkonsulenter fra universiteterne og godt 200 frivillige.
Et af formålene er at gøre originalkilder, der peger i alle mulige retninger og åbner for talrige fortolkninger, tilgængelige for et stort publikum, der ellers ofte præsenteres for entydige moraler, siger den 34-årige historiker.
Brugerne har tilsyneladende taget sproget til sig. Mere end en million unikke brugere har besøgt project1917.ru (en engelsk version findes her) den seneste måned. Blandt de mest likede figurer er tsarens børn, der senere skulle blive henrettet af bolsjevikkerne. De overgås dog i popularitet af både den russiske digter Maria Tsvetajeva og indtil flere beslutsomme officerer ved fronten.
Men også nye stjerner er blevet født.
Dagbogsskriverier fra humørsyg og ikke videre talentfuld digter ved navn Rurik Ivnev er også gået viralt med 100 års forsinkelse. Måske fordi hans observationer fra 1917 ligner åbenhjertige Facebook-opdateringer.
»I sporvognen skubbede en kvinde til mig. Jeg var ond i sulet og blev rasende. Men pludselig bemærkede jeg noget hvidt på hendes ærme. Jeg angrede. Ingen i hendes hjem vaskede hendes tøj,« skriver Rurik Ivnev midt mellem beretningerne om de røde faner i Petersborgs gader.
Andrej Borsenko læser op af opdateringen med et fornøjet udtryk. Han er forlængst begyndt at tale om revolutionen i nutid.
»De fleste ser disse mennesker som historiske skikkelser. Men de lever også bare deres liv. De lever i samme uvidenhed, som vi gør om vores egen tid,« siger Andrej Borsenko.
Revolution mellem to stole
Det er ikke bare formidlingen, der får online-revolutionen til at skille sig ud. I Rusland har historieskrivning i lange perioder været dikteret af skiftende magthavere, der i detaljer har defineret ret og vrang.
I sovjettiden blev bolsjevikkernes brutale magtovertagelse i efteråret 1917 omskrevet til noget nær en ny skabelsesberetning med Lenin som halvgud, landsfader og alle børns bedste ven.
Efter den kommunistiske supermagts sammenbrud i 1991 svingede pendulet i den modsatte retning. Men de senere år er historieskrivningen endnu engang blevet et intenst fokus for landets regering.
Nu fejres Sovjetunionens sejr over Hitler-Tyskland igen med årlige militærparader. Samtidig rehabiliteres tsar-familien som en del af en ny og uprøvet legering af de to imperier.
Men revolutionerne i 1917 lander mellem to stole. Mange, især ældre russere, ser stadig grundlæggelsen af Sovjetunionen som en mærkedag, der skal fejres. Men at fejre en opstand mod en ’legitim’ hersker skurrer slemt mod Kremls officielle linje i dag.
Den russiske regering har gjort det til en mærkesag at advare mod folkeopstande fra det arabiske forår til nabolandet Ukraine, hvor månedlange demonstrationer tvang den tidligere præsident fra magten i 2014.
»Vi kender resultatet af denne slags opstande,« sagde Vladimir Putin i en tale til det russiske overhus i december.
På den baggrund besluttede Ruslands Historiske Selskab, at 100-året for revolutionen skal drøftes i ekspertkredse men ikke i den brede offentlighed. Selskabets formand, Sergej Narysjkin, er en mangeårig allieret af Putin og chef for Ruslands udenlandske efterretningstjeneste SVR.
Historie hamler op med olie
Men den konklusion var folkene bag Projekt 1917 ikke enige i, fortæller en af ophavsmændene til ideen, journalist og forfatter Mikhail Sygar.
»Jeg er ikke fascineret af revolutioner. De er brutale. For mig handler det mere om, at jeg ikke vil acceptere en stereotyp om disse begivenheder. At det var enten forfærdeligt eller heltemodigt,« siger Sygar til Berlingske.
Da de offentlige fonde sagde nej, sikrede han projektet sponsorubler fra nogle af Ruslands største tech-selskaber.
»På tv viste de kun én version af begivenheden. At 1917 var farverevolutioner støttet af udenlandske agenter og at almindelige mennesker ikke havde noget at skulle have sagt,« siger han.
Han er mest kendt som forfatter til bogen ’Alle Kremls Mænd’, en bestseller, der tegner et portræt af Putins inderkreds. Men i Rusland er historie mere end nogensinde politisk. Siden olieindtægterne begyndte at tørre ind med de lavere oliepriser siden 2014, er den patriotiske historiefortælling blevet en hjørnesten i Kremls ’pagt med befolkningen’, mener han.
»Det har vist sig, at historie ikke er mindre effektiv end olie,« siger Mikhail Sygar.
Målet med historieprojektet er at trække historien ned på jorden igen, siger han.
Revolutionsåret bød på et mylder af kræfter, der kæmpede om retten til at definere et nyt Rusland. Den provisoriske regering blev kuppet af Lenin og bolsjevikkerne efter otte måneder. Men inden da nåede kvinder at få stemmeret, dødsstraffen blev afskaffet og de første nogenlunde frie valg i Ruslands historie blev afholdt. Det er et af de aspekter, Sygar gerne vil minde om.
»Jeg vil egentlig gerne vise, at Rusland er et normalt land, der kan være demokratisk og frit. Det er ikke dømt til at blive behersket af en tsar,« siger han.
Håb og nagende frygt
På skærmens tidslinje er monarkiets dage allerede talte.
»Jeg forlod Pskov med tungt hjerte. Omkring mig er forræderi og fejhed, og bedrageri!« skriver Nikolaj 2.
Han har frasagt sig tronen. I Skt. Petersborg mødes nyheden med jubelscener iblandet et stænk af nagende frygt, rapporterer forfatteren Maksim Gorkij på sin profil.
»Jeg forsøger at holde mig skeptisk, men også jeg bliver rørt til tårer af soldaternes sang, når der marcherer mod Dumaen.Vi kan aldrig gå tilbage, men vi kan heller ikke gå frem. Et spurveskridt måske. Meget blod vil blive udgydt, mere end nogensinde før,« skriver han.
Folk sætter lynsnart triste smileyer under forfatterens dystre opdatering.
»Nogle gange kan man få ondt af disse mennesker og få lyst til at råbe ’så pas dog på. Ved du ikke, hvad der sker?’,« siger historikeren Andrej Borsenko, mens han scroller nedad i de begivenheder, der endnu ikke er hændt.
Det værste venter stadig forude.