Russisk kæmpeskib var på vej mod Bornholm. Så ramte Trumps allersidste sanktioner

En gigantisk russisk gasledning i Østersøen mangler blot det sidste nøk, før den skulle stå klar. Men måske bliver projektet aldrig fuldført, erkender det russiske selskab nu. Trump-regeringen har i sidste øjeblik rettet nye økonomiske sanktioner mod et kranskib, der var på vej mod Bornholm.

Vladimir Putins gode forhold til den daværende tyske kansler Gerhard Schröder banede vejen for den første af to undersøiske rørledninger gennem Østersøen. Nu indrømmer selskabet bag, at det politiske pres vil udsætte eller endda aflyse byggeriet af Nord Stream-2-ledningen tæt forbi Bornholm. Her ses Putin under et møde med chefen for det statskontrollerede gasselskab Gazprom. Mikhail Klimentyev Sputnik / AFP / Ritzau Scanpix

Et hvid- og rødmalet kranskib på 41.000 ton skulle lige nu have været på vej mod farvandet syd for Bornholm for at redde Rusland ud af en storpolitisk kattepine. I stedet ligger skibet »Fortuna« bomstille i Østersøen.

Det russiske skib blev nemlig tirsdag mål for amerikanske sanktioner, der har til formål at blokere for byggeriet af en undersøisk gasledning mellem Rusland og Tyskland. Det amerikanske skridt betyder, at danske eller tyske havne, der tillader det russiske skib at lægge til, også kommer i risikozonen for amerikanske straffeaktioner.