En planlagt rørledning gennem dansk farvand blev et centralt emne på denne uges NATO-topmøde. Den amerikanske præsident langede hårdt ud efter Tyskland for at bakke op om den nye rørledning fra Rusland.
Opgøret på topmødet satte dermed igen fokus på den danske regerings nøglerolle i den svære diplomatiske balancegang mellem Tyskland, USA og Rusland.
Her er den danske regerings tre centrale muligheder, som de ser ud lige nu:
1. Den dristige: Danmark kan sige nej til russisk ledning
Den planlagte Nord Stream-ledning ses som kontroversiel i flere europæiske lande, fordi den vil øge Europas afhængighed af russisk energi. Samtidig kan rørledningen gøre nabolandet Ukraine sårbart over for russisk afpresning og koste landet dyrt i tabte transitindtægter.
Myndighederne i Tyskland, Finland og Sverige har dog allerede givet grønt lys for byggeriet af den 1.200 kilometer lange gasledning fra Rusland til Greifswald i Nordtyskland. Det ville derfor være en markant beslutning, hvis den danske regering går enegang og siger nej til Nord Stream.
Det kan Danmark gøre, fordi den nuværende linjeføring går gennem dansk territorialfarvand ved Bornholm. En sådan beslutning vil sende et solidarisk signal til modstanderne af rørledningen i Ukraine, Polen og de baltiske lande og måske købe Danmark politisk kapital i Washington i lyset af Trumps kommentarer.
Men det ville ikke standse Nord Stream. Det russiske gasselskab Gazprom har allerede gjort klart, at man vil bygge rørledningen uden om dansk søterritorium, hvis de danske myndigheder siger nej. Men omvejen vil gøre rørledningen dyrere, og den regning risikerer at blive sendt videre til de tyske gaskunder.
Hvad der er langt mere betydningsfuldt end vreden fra Rusland, er, at regeringen således vil skulle forklare sin største handelspartner, Tyskland, hvorfor man aktivt lægger fordyrende hindringer i vejen for naboens energiforsyning til gengæld for det, der ifølge kritikere er et symbolsk slag i luften.
»Danmark er som en lus mellem tre negle,« siger en dansk diplomat om presset fra USA, Tyskland og Rusland.
2. Den afventende: Købe tid og håbe på EU
Indtil videre har den danske regering valgt at udskyde det vanskelige spørgsmål. Det er sket med argumentet om, at den planlagte rørledning har så stor geopolitisk betydning, at en beslutning ikke bør tages af Danmark alene, men blandt EU-landene i fællesskab.
Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har da også understreget, at rørledningen efter hans mening ikke er gavnlig for EU-landenes energisikkerhed. Men Kommissionen – der samtidig er under tysk pres i spørgsmålet – har ikke fundet juridisk belæg for at blokere projektet.
Argumentet fra tilhængere af rørledningen er modsat, at den er et privat infrastrukturprojekt, som EU ikke skal blande sig i. Andre fremhæver gashandlen som en af de »øer af samarbejde,« der netop kan stabilisere forholdet til Rusland.
Ifølge den danske statsminister har Trumps kritik imidlertid lettet presset på Danmark i sagen.
»Det er blevet lettere at komme igennem med det synspunkt, at spørgsmålet om trækningen af rørledningen skal træffes i europæisk regi,« sagde Lars Løkke Rasmussen forleden.
Der er dog ikke meget, som tyder på, at realiteterne i Bruxelles har rykket sig. Tyskland, Østrig og flere andre lande vil ikke opgive rørledningen, og de øvrige nordiske lande er ikke for alvor gået i felten imod den.
»Jeg har altid været skeptisk over for den danske regerings håb om, at kavaleriet ville komme ridende fra Bruxelles,« siger en europæisk diplomat til Berlingske.
3. Den aktive: Sige ja, men på én betingelse
En tredje løsning er, at regeringen accepterer, at Nord Stream-udvidelsen er uundgåelig, men at man samtidig går aktivt ind i kampen for at afbøde de negative konsekvenser for Ukraine.
Dermed kan regeringen i bedste fald både komme kritikerne i møde og undgå et sammenstød med Tyskland.
Den tyske kansler, Angela Merkel, lovede selv tidligere på året den ukrainske præsident, at Tyskland vil forpligte Rusland til fortsat at anvende de ukrainske transitledninger. Danmark kunne også engagere sig i reformarbejde i den ukrainske energisektor.
Efter Moskvas annektering af Krim-halvøen og krigen i Østukraine er forholdet mellem de to lande dog så giftigt, at en aftale kan have lange udsigter.
Kreml vil gøre meget for at undgå at indgå aftaler med den nuværende ukrainske præsident, der er på valg næste år. Meget vil derfor afhænge af presset på Moskva fra Tyskland, Østrig og andre lande, der gerne ser rørledningen realiseret. Et pres, som også den danske regering kan lægge sin vægt bag.
Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland