Er de gruopvækkende scener, der udspiller sig i en sydlig ukrainsk havneby lige nu, et varsel om, hvad landets hovedstad, Kyiv, har i vente?
Ja, lyder det fra en militærforsker. Nej, lyder det fra Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker med speciale i Rusland ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Det er der én særlig grund til.
I den sydlige havneby Mariupol har særdeles voldsomme angreb nu stået på i over en uge. Russiske soldater forsøger ifølge den ukrainske generalstab og det britiske forsvarsministerium at storme byen.
Byen er angiveligt ved at løbe tør for mad og vand, og der er hverken elektricitet eller varme. Ifølge Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) er situationen nu så grel, at tiden snart risikerer at løbe ud for hundredtusindvis af indbyggere.
»Historien vil se tilbage på, hvad der nu sker i Mariupol, med rædsel, hvis der ikke opnås enighed mellem parterne så hurtigt som muligt,« advarer organisationen i en pressemeddelelse.
Søndag satte byrådet i Mariupol tal på: Mindst 2.187 er ifølge myndigheden døde, siden invasionen begyndte 24. februar.
Ødelæggelserne i havnebyen skal ses som et udtryk for den russiske strategi for indtagelse af de store byer i Ukraine.
Det mener major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Kristian Lindhardt, som Berlingske har talt med mandag.
»Jeg synes, Mariupol ser ud til at være et typeslag for, hvordan russerne vil gøre, når de har brug for det,« siger Kristian Lindhardt og nævner, hvad russerne tidligere har gjort i Syrien.
»De omringer en by, og så forsøger de at trænge ind i den ved brug af artilleri. Når de har bombet et stykke tid, sender de infanteri frem. Hvis det ikke lykkes, går de tilbage og bomber igen, og så går de frem og tilbage, indtil det lykkes.«
Men spørger man Flemming Splidsboel Hansen vil det samme ikke gøre sig gældende i Kyiv.
En meget gammeldags krig
»Jeg har svært ved at se Rusland reducere Kyiv til en bunke murbrokker på samme måde,« siger seniorforskeren fra DIIS.
»Putin har sikkert ikke nogen følelser forbundet til Mariupol – eller til Aleppo i Syrien.«
Men der ligger en følelsesmæssig forbundethed til Kyiv, byen hvorfra den russiske stat udsprang, mener Flemming Splidsboel Hansen.
»Det er et særligt område, og det er også derfor, de gerne vil have det tilbage,« siger han.
»Det er lidt som en partner, der er blevet forladt og ender med at chikanere sin ekspartner. Der ligger noget kærlighed i det på en meget bizar måde.«
Samtidig, tilføjer han, er det blevet tydeligt for det russiske overhoved, at han står med dårlige valgmuligheder.
»Èt er at erobre et stort territorium – noget andet er at fastholde det. Det sidste er der ikke nogen, der har lyst til at gøre i dag,« siger Flemming Splidsboel Hansen.
Når Rusland så alligevel kastede sig ud i projektet, var det ifølge seniorforskeren med en formodning om, at styrkerne ville blive klappet ind.
»Men det er jo ikke engang kommet ind i det værste endnu, som er bykamp i Kyiv,« siger han.
»Og når han så erobrer Kyiv, hvad gør han så? Han kan erobre den, men ikke fastholde den. Lige så snart russerne forlader byen, hælder ukrainerne en russisk indsat præsident ud. Det giver ikke mening som andet end en symbolsk sejr – som at sætte sit flag et sted i en meget gammeldags krig.«
