Rumænske myndigheder indstiller ikkeakutte operationer på hospitaler over hele landet i en måned.

Det sker i forsøget på at undgå et totalt kollaps af sundhedsvæsenet, der i øjeblikket oplever et massivt pres fra mange indlagte coronapatienter.

Antallet af daglige smittetilfælde i landet er således mangedoblet over kort tid, og mandag er der kun tre ledige pladser på landets intensivafdelinger.

Det fortæller landets viceindenrigsminister, Raed Arafat, mandag.

»Vi ser ikke en stabilisering eller et fald i antallet af nye smittetilfælde, og vi er derfor tvunget til at indstille ikkeakutte operationer i 30 dage,« siger Raed Arafat.

Næstformanden for de rumænske intensivafdelinger Dorel Sandesc beskriver situationen som et »helvede«.

»Og det er kun begyndelsen. Situationen er på sit mest kritiske punkt under hele pandemien.«

»Vi er som et overfyldt Noas Ark, som alt for mange mennesker desperat klamrer sig til,« siger Dorel Sandesc.

Tv-optagelser viser patienter med iltbeholdere på bænke og i senge på gangene på et hospital i hovedstaden Bukarest.

Ifølge viceindenrigsminister Raed Arafat vil Rumænien bede andre EU-lande om medicin til at afhjælpe situationen. Landet overvejer også at bede om mere ilt, siger han.

Vaccinationsraten i Rumænien er den næstlaveste i EU. Knap hver tredje indbygger har modtaget mindst et stik med en coronavaccine.

Omkring 40 procent af sundhedspersonalet er ikke vaccineret.

Siden pandemiens begyndelse har 37.000 coronasmittede i landet mistet livet. Der bor omkring 20 millioner i Rumænien.

I sidste uge døde syv mennesker i en brand på et hospital for coronasyge i byen Constanta i Rumænien. Hospitalsbranden var den tredje på mindre end et år, som krævede menneskeliv i landet.

/ritzau/Reuters