Republikansk senator spår, at Trump-æraen langtfra er forbi: Hun er Det Republikanske Partis fremtid
Den sande vinder af rigsretssagen er ikke kun Donald Trump, men den tidligere præsidents svigerdatter, Lara Trump, mener den republikanske senator Lindsey Graham. Med de afgivne stemmer i rigsretten kom Eric Trumps hustru et skridt tættere på en plads i Senatet, lyder forklaringen.
Viser billedet Det Republikanske Partis fremtid? Ja, mener den republikanske senator Lindsey Gaham. Det er dog ikke Trumps søn, Eric Trump, der spås en fremtid i partiet, men derimod hans hustru Lara Trump. Jim Bourg/Reuters/Ritzau Scanpix
Den republikanske senator Lindsey Graham spår Lara Trump, der er gift med Donald Trumps søn, Eric Trump, en stor fremtid i Det Republikanske Parti.
Der har længe været spekuleret i, om Lara Trump stiller op til Senatet for North Carolina. Og med weekendens afstemning i rigsretten kom hun et skridt tættere på.
»Den største vinder i rigsretten er Lara Trump. Hvis hun stiller op til Senatet, vil jeg helt sikkert stå bag hende. Jeg tror på, at hun repræsenterer Det Republikanske Partis fremtid,« sagde den loyale Trump-støtte søndag aften til Fox News.
Forklaringen til Lara Trumps »sejr« skal findes i stemmeafgivningen blandt republikanerne.
Som én af kun syv republikanske senatorer stemte senator i North Carolina, Richard Burr, for, at Donald Trump var skyldig i at anspore til optøjerne mod Kongressen 6. januar.
Der har længe været spekuleret i, hvorvidt Trumps svigerdatter, Lara Trump, vil stille op til Senatet. Selv har hun ikke bekræftet rygterne endnu, men udtalt: »vi får se.« Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Det kom som en overraskelse, at Burr stemte, som han gjorde, men netop dét kan gå hen og blive en gave for Lara Trump, da det er hans plads i Senatet, hun efter sigende ønsker at overtage, når Burr næste år går på pension.
Lara Trump har endnu ikke bekræftet, om hun stiller op til Senatet. Til flere medier har hun tidligere udtalt: »vi får se.«
Donald Trump er en del af fremtiden
Lindsey Graham ser ikke kun, at Lara Trump har en fremtid i partiet. Også den tidligere præsident, hvis navn nu er blevet »renset« i en rigsretssag to gange, bør kunne spille en rolle igen.
Det skriver flere medier. Blandt andet Daily Beast.
Hvorvidt Donald Trump er en del af fremtiden i Det Republikanske Parti, er der flere holdninger til.
Den tidligere republikanske guvernør i South Carolina Nikki Haley udtalte, mens rigsretten fandt sted, at partiet bør lægge afstand til Trump, da fremtiden for partiet ikke inkluderer den tidligere præsident.
»Vi er nødt til at erkende, at han svigtede os. Han gik ned ad en sti, som han ikke burde være gået ned ad. Vi skulle ikke have fulgt ham, og vi skulle ikke have lyttet til ham. Vi må ikke lade det ske igen,« udtalte hun til CNN.
Udtalelser, som Lindsey Graham kalder »forkerte« til Fox News.
Del:
Andre læser også
Internationalt
Han skabte karrierer for modeller som Naomi Campbell og Helena Christensen. Nu brænder jorden under »modeverdenens Weinstein«
Globalt
Han var 47 år og rockstjerne. Hun var 13 år. Og han bliver stadig hyldet som en halvgud
Europa
Kronprinsessens nye skole er ellers åh så politisk korrekt – men kongefamilien tog fejl af en vigtig detalje, og så var helvede løs igen