En reklame med den britiske sanger Tahliah Debrett Barnett, kendt under kunstnernavnet FKA Twigs, er blevet bandlyst af Advertising Standards Authority (ASA) i Storbritannien.

Organisationen har givet som begrundelse, at sangeren bliver præsenteret som »et stereotypt seksuelt objekt« på et konkret billede, som er en del af en større reklamekampagne.

Derfor må undertøjsmærket Calvin Klein, der står bag reklamen, ikke længere bruge billedet. Det er nu blevet bandlyst i Storbritannien, lyder dommen. 

På billedet har FKA Twigs en skjorte halvt på og intet andet. Lidt af hendes ene bryst kan ses – billedet kan ses længere nede i artiklen. 

Sloganet til reklamen, der blev lanceret i april 2023, var »Calvins or nothing«.

ASA vurderer, at fotoets komposition »rettede beskuerens blik mod modellens krop snarere end mod det tøj, der reklameres for«, skriver The Guardian.

De mente overordnet set, at reklamen overseksualiserede sangeren.

Dobbelte standarder, mener sanger

ASA har taget sagen op efter klager fra to personer, der mente, at billede seksualiserede sangeren upassende. 

Og den holdning er ASA altså enig i. Organisationen kalder reklamen »uansvarlig«. 

Dommen har vakt opsigt, ikke mindst hos sangeren selv. 

FKA Twigs mener ikke, at der er grund til at bandlyse hendes reklame.

»Jeg ser ikke det stereotype seksuelle objekt, de har stemplet mig som. Jeg ser en smuk, stærk, farvet kvinde, hvis utrolige krop har overlevet mere smerte, end I kan forestille jer,« skriver hun på Instagram, hvor hun deler reklamen.

Hun skriver desuden, at »i lyset af gennemgang af andre tidligere og nuværende kampagner« i samme stil kan hun ikke undgå at føle, at der er »nogle dobbelte standarder«.

Sidstnævnte er formentlig en hentydning til, at Calvin Klein netop har lanceret en ny kampagne med den amerikanske skuespiller Jeremy Allen White, kendt fra serien »The Bear«. 

I den nye reklame – som ASA ikke har taget stilling til – kan White ses fremvise sin muskuløse mave iført et par hvide Calvin Klein-underbukser. 

Reklamen har tiltrukket sig enorm opmærksomhed på sociale medier og i amerikanske medier, siden den blev offentliggjort i sidste uge. Hypen går primært på Whites udseende. 

The New Yorker skrev eksempelvis, at reklamen efterlod én med »et begær i kog«. 

Calvin Klein i forsvar

ASA har også skullet tage stilling til en reklame fra Calvin Klein med Kendall Jenner. 

Her lød vurderingen, at modellen, der på et af billederne holder om sine bryster, ikke var lavet »på en måde, der portrætterede hende som et seksuelt objekt«.

Billedet overskred altså ikke ASAs retningslinjer. 

Det var dette billede af Kendall Jenner, som ASA skulle tage stilling til efter klager:

Calvin Klein har taget sin reklame i forsvar. 

De mener ikke, at billedet er vulgært, som de skriver i en erklæring. 

»Annoncerne indeholdt et progressivt og oplyst budskab,« lyder det fra Calvin Klein, der hævder, at både Jenners og FKA Twigs' positurer var »naturlige og neutrale«.

De fremhæver desuden, at både sangeren og modellen havde godkendt billederne.