Putin: Vi er martyrer, hvis atomangrebet kommer

Den russiske præsident fremhæver gode relationer til Kina og frikender Saudi-Arabien for ansvar i sag om forsvunden journalist.

»Hvorfor skulle vi tage skridt mod at ødelægge vores forhold til Saudi-Arabien?« sagde Vladimir Putin på mødet i den russiske by Sotji om kritikken af en saudiarabisk journalists forsvinden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexei Druzihin/Ritzau Scanpix

Et medlem af det kinesiske politbureau, Yang Jiechi, sad på første række, da Vladimir Putin slog fast, at USA står afpillet tilbage på verdensscenen.

»Imperier tror altid, at de kan begå små fejl,« sagde den russiske præsident fra sin egen scene på Ruslands årlige udenrigspolitiske konference.

»Heldigvis er dette monopol ved at forsvinde. Det er næsten forbi,« sagde han på mødet i den tidligere olympiske værtsby Sotji.

Samme toner havde publikum hørt få timer forinden fra netop Yang Jiechi. Den kinesiske topembedsmand langede med slet skjult hentydning til USA ud efter »koldkrigsmentalitet« og »afpresning«. Til gengæld er Rusland og Kina »et fundament for verdensfred og stabilitet«.

Den russisk-kinesiske duet var en del af Kremls forsøg på at demonstrere, at Rusland har lært at leve med sanktioner og diplomatiske koldfronter fra vest siden annekteringen af Krim i 2014.

Forud for mødet i Sotji underskrev Vladimir Putin en aftale om at bygge et atomkraftværk i Egypten, ligesom han roste den tyrkiske præsident Erdogan for indsatsen i Syrien.

»Hvorfor skulle vi tage skridt mod at ødelægge vores forhold til Saudi-Arabien?« sagde Vladimir Putin på mødet i den russiske by Sotji om kritikken af en saudiarabisk journalists forsvinden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alexei Druzihin/Ritzau Scanpix.

Og sandt er det, at den russiske militæroperation i Syrien har givet Moskva en ny nøglerolle i regionen. Her behøver Putin heller ikke – som vestlige ledere – at forholde sig til hjemlige stormvejr over eksempelvis den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi, der frygtes myrdet på et saudisk konsulat i Istanbul.

»Hvorfor skulle vi tage skridt mod at ødelægge vores forhold til Saudi-Arabien?« lød Putins kommentar til den sag.

Pensionister og pressede målinger

Ruslands forhold til Vesten er til gengæld sat på standby. Adspurgt om et muligt atomangreb på Rusland sendte præsidenten endnu en farverig advarsel til mulige fjender. Det lød dog mere, som om bemærkningen var rettet mod det russiske hjemmepublikum.

»Vi er ofre for aggression, og som martyrer vil vi komme i himlen. De vil bare dø,« sagde Putin om mulige aggressorer.

De seneste år har Putin i stigende grad ladet sin regering om at stå på mål for de hjemlige udfordringer, mens han selv har solet sig i statsbesøg og storpolitik. Med god grund.

Senest har en upopulær forhøjelse af pensionsalderen slået buler i opbakningen til Putin. Andelen af russere, der udtrykker tillid til Putin, er således faldet fra 59 procent sidste år til nu 39 procent – ifølge meningsmålingsinstituttet Levada.

Samme aften viste russisk TV billeder af en smilende Putin, der gav den egyptiske præsident al-Sisi en køretur i en prototype af en russisk limousine.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland