Putin-kritiker ligger på intensiv: »Vi tror, han blev forgiftet«

Den russiske oppositionspolitiker Alexej Navalnyj ligger på intensiv, efter at have drukket en te, som mistænkes for at have indeholdt gift. Han har været en hård kritiker af Vladimir Putin.

Den russiske oppositionsfigur Alexej Navalnyj er angiveligt blevet forgiftet og indlagt på hospitalet. Han er en kendt kritiker af præsident Vladimir Putin. Sergei Ilnitsky/EPA/Ritzau Scanpix

Det eneste, han havde drukket, var te.

Men da den russiske oppositionspolitiker Alexej Navalnyj i morges fløj fra Sibirien til Moskva, blev han undervejs så syg, at flyet måtte nødlande, skriver BBC. Han havde mistet bevidstheden og måtte øjeblikkeligt indlægges på intensiv.

Og hans pressesekretær, Kira Yarmysh, er ikke i tvivl om, hvad han fejler:

»Alexei er blevet forgiftet,« skriver hun på Twitter.

»Vi tror, at Alexej blev forgiftet med noget, der blev blandet i hans te. Det er det eneste, han har drukket siden i morges. Læger siger, at giften hurtigere absorberes i varme væsker. Lige nu er Alexej bevidstløs.«

Et hospital i Omsk har over for nyhedsbureaet Tass bekræftet, at Alexej Navalnyj er blevet indlagt, og at han er i kritisk tilstand.

Alexej Navalnyj har længe været et horn i siden på Ruslands præsident, Vladimir Putin, og han beskrives ofte som en af præsidentens største kritikere i landet.

Han har i årevis kritiseret præsidenten og forsøgt at afsløre korruption i Putins parti, som han før har omtalt som »partiet for slyngler og tyve«, og han har flere gange været arresteret, ligesom han i 2018 blev nægtet tilladelse til at stille op til præsidentvalget.

»En krænkelse af forfatningen«

I 2011 blev han fængslet i 15 dage efter at have deltaget i protester mod Putins valgresultat, som, han mente, var fusk. I 2013 blev han fængslet i husarrest og undersøgt for underslæb – en sag, som både han og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har kaldt for »politisk motiveret«.

Og igen i 2019 blev han fængslet i 30 dage efter at have opfordret til protester. Også dengang blev han syg med noget, lægerne i fængslet beskrev som en allergisk reaktion – men som Navalnyjs egen læge siden har spekuleret i, også kunne være et tilfælde af forgiftning, ifølge BBC.

Det seneste år har Alexej Navalnyj også kritiseret præsident Putin. Da Rusland tidligere i år vedtog en forfatningsreform, som giver Vladimir Putin mulighed for at beholde præsidentposten i yderligere to valgperioder, var Alexej Navalnyj én af dem, der stod frem med hård kritik af reformen.

Han kaldte det for et »kup« og en »krænkelse af forfatningen« og advarede om, at han og resten af oppositionen ville føre an i store protester mod reformen til efteråret, hvis deres kandidater bliver forhindret i at stille op til regionale valg.

Fremtidens Rusland

»Vi vil aldrig godkende dette resultat,« sagde han dengang om forfatningsreformen, som blev stemt igennem med 78 procent af russernes stemmer.

Ifølge The Guardian har Alexej Navalnyj på det seneste lånt sin støtte til de folkelige protester mod den illegitime præsident Aleksandr Lukasjenko i Hviderusland og talt i rosende vendinger om de taktikker, demonstranterne benytter sig af for at få myndighederne i tale.

Han har i øvrigt opfordret russerne til at stemme på de oppositionskandidater, han selv støtter ved de regionale valg, som skal finde sted i Rusland i næste måned og henvist til de hviderussiske arbejdere, som nu har vendt sig mod Aleksandr Lukasjenko:

»Fremtidens Rusland,« har han kaldt dem.