Putin besøger Erdogan i Tyrkiet til august
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, oplyser, at han får besøg af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, oplyser, at han får besøg af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, kommer til Tyrkiet på besøg i august.
Det oplyser Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fredag før midnat ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Putin besøger Tyrkiet i næste måned,« siger Erdogan på et fælles pressemøde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som han fredag har mødtes med i Istanbul.
Erdogan siger, at han blandt andet skal diskutere fangeudveksling mellem Ukraine og Rusland med Putin.
Fredag snakkede Zelenskyj og Erdogan blandt andet om en forlængelse af kornaftalen, som udløber i næste uge.
Yderligere sagde Erdogan efter mødet ifølge Reuters, at Tyrkiet vil fortsætte med at arbejde for at få afsluttet krigen i Ukraine og støtte landets genopbygning.
Erdogan sagde også fredag, at Ukraine fortjener at blive optaget i NATO.
»Der er ingen tvivl om, at Ukraine fortjener medlemskab i NATO,« siger Erdogan på pressemødet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han tilføjer dog, at »begge sider skal genoptage fredsforhandlinger«.
Tyrkiet og Erdogan spiller for tiden en nøglerolle i at blokere Sverige i at blive optaget i forsvarsalliancen NATO. Det kræver alle medlemslandes accept.
Rusland ser på samme tid Sveriges potentielle NATO-medlemskab som en provokation.
Mandag skal NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, mødes med Erdogan og Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, før NATO-topmødet i Vilnius i Litauen.
Dermed når spørgsmålet om Sveriges medlemskab op på det højeste politiske niveau dagen før topmødet.
Stoltenberg understregede fredag, at det både vil være godt for sikkerheden i Sverige, Tyrkiet, den baltiske region og NATO som helhed at få Sverige med i NATO.
/ritzau/