Knap en halv million liter konfiskeret vodka og spiritus er blevet sendt til polske offentlige institutioner, der skriger på desinfektionsmiddel under coronakrisen.
Det oplyste Polens anklagemyndighed fredag ifølge Reuters.
»På grund af det voksende behov for desinfektionsmidler, uvurderlige i bekæmpelse af coronavirusepidemien, arbejder vi på at videregive ætylalkohol, der er konfiskeret under straffesager,« meddelte anklagemyndigheden og National Revenue Administration i en erklæring.
Alkoholen, der normalt bliver destrueret, vil nu blive brugt til at desinficere bygninger, transportmidler og indendørs rum.
To hospitaler i byen Olsztyn i det nordøstlige Polen, der grænser op til den russiske region Kaliningrad, har allerede modtaget 1.500 liter spiritus, oplyser regeringen i en pressemeddelelse. Brandvæsenet i Olsztyn har modtaget 1.000 liter ren alkohol.
Operationen fortsætter i de næste par dage med lignende donationer til politiet, grænsevagter og offentlig administration, skriver mediet Brussels Times.
Illegale destillerier, både små private i baghaver og større industri-lignende anlæg, nedlægges ofte i Polen, især i landets nordøstlige del. Mange polakker producerer »bimber«, en hjemmebrygget vodka, der især er populær på landet og langt billigere end dens lovligt producerede sidestykke, skriver Brussels Times.
Alkohol med en alkoholprocent på omkring 95 sælges i vid udstrækning til privat forbrug i Polen, men er i mange andre lande kun tilgængeligt til kommercielle formål.


